[gl_menu.htm]

Betydningen af venskab

Foredrag Holstebro Baptistkirke, menighedsweekend 12.-14. august 2005
Mine venner
Mine første venner hed Kim og Jan. Vi boede i den samme lille by, og vi gik i skolen sammen indtil 7.klasse. Så flyttede jeg med min familie 100 km. væk og jeg mistede hurtigt kontakten til dem, og jeg ved ikke, hvor de er i dag. Men Kim og Jan fylder utrolig meget i mit liv. Jeg kan detaljeret beskrive hvordan deres cykler se ud, deres værelser og legetøj og deres familier, jeg kan huske deres lugt og deres stemmer tydeligt. Stadigvæk har jeg det sådan, at når der sker et eller andet, så tænker jeg over hvad Kim og Jan mon ville sige – og jeg gætter helt sikkert rigtigt, for vi var rigtig gode venner og sammen næsten altid.

I gymnasiet fik jeg også en god ven. Han hed Lars. Vi sad ved siden af hinanden og diskuterede filosofi og elektronik. Vi lavede et firma sammen og solgte i nogle år plader og kassettebånd. Lars og jeg tog på ferier sammen: Fjeldvandring i Norge og fest i Paris. Lars var med til min 30 års fødselsdag men jeg har ikke set ham siden. Sidste år havde vi 25 års jubilæum på gymnasiet. Lars kom ikke, men nu har jeg fået hans adresse, så måske...

Den ven jeg har haft i længst tid er Raymond. Nu er han præst i Østhimmerlands baptistmenighed. Da vi var 13 år dukkede han pludselig op til et ungdomsmøde i Vejle Baptistkirke. Det var et ret kedeligt møde, så efter få minutter spurgte Raymond om jeg ville med ned og have en smøg. Så mens de sang om Jesus inde i kirken, stod Raymond og jeg længere ned af gaden i en port og blev gode venner på lige så lang tid som det tager at ryge en Long. Menigheden gik siden hen i stykker med vores venskab det holder. Jeg skrev et digt til Raymond på hans 30 års fødselsdag. Slutningen lød: "Det er ikke sikkert jeg har mødt min bedste ven endnu, men indtil da er det dig!"

Det passer faktisk ikke, hvad jeg skrev til Raymond, for på det tidspunkt havde jeg mødt en anden – min bedste ven. Det var bare ikke sådan jeg kaldte hende dengang. Dorthe – min kone – i dag ved jeg at hun er min bedste ven. Netop venskab med min ægtefælle er blevet tydeligere og vigtigere for mig efterhånden. Både formelt og reelt har vi lovet hinanden troskab til døden skiller os – og løftet om troskab er også en forpligtelse til venskab.

Dorthe og jeg har i de 28 år vi har været gift flyttet syv gange. Sidst vi flyttede var fra Nordjylland til København. Hun er skolelærer og jeg er præst, og hvert nyt sted vi har bosat os har vi på grund af vores arbejde blandt mennesker hurtigt fået nye venner. Men hver gang vi er flyttet er der også venskaber som er ophørt fordi de ikke bliver vedligeholdt. På den måde har vi både fået meget og mistet meget, for venskaber har ufattelig stor værdi. Og I dag ved jeg, at mine nuværende venner dem vil jeg arbejde på altid skal være mine venner.

Venskab
Betydningen af venskab kan ikke overvurderes. Det er af uvurderlig betydning for et menneske af have venner. Venner er en rigdom. Den værste fattigdom er ikke at mangle penge, men ikke at have en ven.

På grund af venners betydning kan det gøre både ondt og godt at tænke på venskab:

Der er venner, du har mistet, måske på en dramatisk måde, som er til at forklare og forstå, eller endnu værre: Venskaber der ikke blev holdt ved lige - og nu er det bare for sent. Eller du kan måske ikke få øje på en eneste ven i dit liv, og så gør det virkelig ondt.

Omvendt gør det godt når du tænker på venskaber, som betyder uendeligt meget for dig. Sjove oplevelser sammen, stærke oplevelser af trofasthed og loyalitet i svære tider eller bare det, at du ikke kunne forestille dig dit liv uden de mennesker, som er der hver dag enten i dit hus eller dine tanker.

Venner har stor betydning, men det er faktisk ret sjældent, at vi taler om venskabets betydning. Jo vi kan snakke om vores venner, hvad de har gang i: Nu har Lise fået nyt arbejde i Grenå, og Søren har travlt med at lave nyt køkken. Men vi taler ikke meget om, hvad venskab som fænomen i grunden er og hvad det betyder. Underligt, for lige nu lever vi i en tid hvor der er enorm fokus på venskab. Vi læser om det i aviser og ugeblade:

For leden dag (10. august) læste jeg i Politiken et interview med 11årige Sandra Vu. Hun fortælle om sin dagligdag og hun nævner "venner" syv gange! Det er bare det vigtigste for hende – vennerne – at være sammen med dem og at de holder af hende.

Film og Tv-serier har oftere venskab som tema: Mest kendt er selvfølgelig den amerikanske serie "venner. Andre serier er "Seinfeld og "Sex and the city" De handler om forelskelser og kærlighed. Alle i de der serier bliver ind imellem forelsket og har kortere eller længerevarende forhold. Men det hele ses fra vennernes synsvinkel. Det er vennerne og deres indbyrdes venskab, der er kernen i historien.

Der er på ca. 50 år sket en ganske bestemt ændring i vores samfund (Nordamerika og Europa): Stadig flere af os lever i kortere eller længere tid alene uden nær familie. Antallet af mennesker der bor alene er nærmest eksplodere i Danmark de seneste 10-20 år. Og det gør venskabet til en vigtigere relation end tidligere.

Meget tyder på at vi også har flere venner i dag end tidligere. I en undersøgelse i Norge blev der spurgt: "Har du en fortrolig ven?" I 1980 svarede 27 % nej. Tyve år senere svarede kun 15 % nej på samme spørgsmålet.

Alligevel taler vi ikke meget om, hvad venskaber er, hvorfor? Måske fordi vi mener, at venskab bare er noget der opstår spontant mellem mennesker der umiddelbart holder af hinanden. At venskab er noget, der bare sker, og derfor ikke behøver at blive analyseret og diskuteret. – Men så enkelt og selvstyrende er det bare ikke. Venskab er noget, der kræver en indsats, der skal arbejde med det – både for at etablere venskab og for at bevare venskab. Så derfor for bør vi beskæftige os med emnet.

Sociologer har påpeget, at der i vores del af verden siden slutningen af 1800 tallet har været tale om en kulturel nedvurdering af venskabet på bekostning af ægteskab. Før slutningen af 1800 tallet var venskaber noget attråværdigt og med høj status. Men der skete noget (flere forskellige ting). Helt fra vi var små har vi lært, at det er den romantiske kærlighed og ægteskabet, der er det centrale i livet. Kærester, ægtefæller, familie – det er livets mål, den måde vi realiserer os selv som mennesker. Venskab det er bare et supplement, noget vi må nøjes med, mens vi venter på den store kærlighed, eller når den er forbi.

Jeg syntes det er både modigt og rigtigt af jer i Holstebro menighed – ja profetisk, at sætte fokus på venskab på jeres menighedsweekend. I venskabet er der nogle værdier og rigdomme som gør os til lykkelige mennesker, og så fortæller os at det derfor er vigtigt at vi beskæftiger os med "betydningen af venskab". Der er især to forhold ved venskabet som har betaget mig under forberedelsen:

  • Sammenhængen mellem ægteskab og venskab. De er ikke modsætning og de er ikke adskilte. Venskab er en del af ægteskabet og familielivet, men venskab er større og mere end det.
  • Sammenhængen mellem menighed og venskab. Jeg tror at de personlige relationer i et kristent fællesskab karakteriseres ved venskab. Ikke at alle kan være venner med alle i en menighed, men alle i en menighed har som en del af sit kirkelige engagement – venner i menigheden.

Bibelen
I Bibelen fortælles om betydningen af venskab. Venskab tillægges ligeså stor betydning som familie: Ordsprogenes Bog 17,17: "En ven viser kærlighed til hver en tid, en bror er født til hjælp i nøden!" Ja faktisk tillægges venskab ind imellem større betydning end familien: Ordsprogenes Bog 18,24: "En ven kan være mere trofast end en bror!" Hele 205 gange optræder ordet ven i Bibelen. De fleste gange i Ordsprogenes Bog, Salmernes Bog og Jobs Bog.

En af de bøger som hører hjemme i Bibelens bibliotek, men ikke findes i vores Bibel Siraks Bog (De apokryfe skrifter), er nærmest en håndbog i venskab. (ven nævnes 30 gange) Hør bare et udpluk af guldkornene:

  • "En trofast ven er et stærkt værn; finder man en, har man fundet en skat." Sir 6,14
  • "En trofast ven er uerstattelig, hans gode egenskaber er uvurderlige." Sir 6,15
  • "En trofast ven er en livgivende drik, han findes af den, der frygter Herren." Sir 6,16
  • "Byt ikke en ven bort for penge" Sir 7,18
  • "Svigt ikke en gammel ven, for den nye kan ikke stå mål med ham. En ny ven er som ny vin: først når den er blevet gammel, drikker du den med velbehag." Sir 9,10
  • "Har du draget sværd mod en ven, må du ikke fortvivle; der findes jo en vej tilbage. Har du taget til orde mod en ven, må du ikke være ængstelig; der findes jo tilgivelse." Sir 22,21-22
  • "Jeg skammer mig ikke over at beskytte en ven, og jeg vil aldrig skjule mig for ham." Sir 22,25
  • "Elsk din ven, og vær trofast imod ham" Sir 27,17
  • "Er det ikke som en dødelig sorg, når en god ven forvandles til fjende?" Sir 37,2
  • "Hav altid din ven i tankerne; glem ham ikke, når du bliver rig!" Sir 37,6

David og Jonatan
Et af de mest berømte venskaber i Bibelens beretninger er venskabet mellem David og Jonatan. Vi læser om det i Første og Anden Samuels Bog i Det Gamle Testamente. David var den yngste søn i en jævn familie fra Betlehem. Han kommer i tjeneste hos kongen. Jonatan var kongens søn, og der opstår et stærkt bånd mellem de to. Historien fortæller at Jonatan "elskede David ligeså højt som sig selv." De to venner indgår en venskabspagt. Som tegn på venskabet tager Jonatan sin kappe af og giver den til David sammen med et sværd, en bue og et bælte, og Jonatan lover, at han vil gøre alt for sin ven. Senere bliver David tvunget til at flygte ud af landet, kysser de hinanden og græder. Og da David får besked om sin vens død, flænger han sit tøj og sørger. I en sang til sin faldne ven sætter han ord på sine følelser: "Jeg sørger over dig, Jonatan, min broder, jeg holdt inderligt af dig. Din kærlighed var mig mere dyrebar end kvinders."

Fantastik inspirerende at læse om Jonatan og David, også for at sætte nutidens opfattelse af venskab i det rette perspektiv. Mange samtidsforskere påstår at venskab har større betydning i dag end tidligere. Bibelen modsiger dette, ligesom andre gamle beretninger om venskaber gør. Men der er ingen tvivl om at forskere i dag har ret, når de påstår at venskaber fylder mere i dag end for få år siden, ja der er sket nogle store kulturelle forandringer det seneste århundrede, som også kommer til udtryk i den måde venskaber fylder vores hverdag.

Nye Testamente
Der står ikke meget om venner og venskab i Det Nye Testamente. Kun 27 af de 205 gange ordet ven optræder i Bibelen er i NT. Der er to personer, som Jesus omtaler og tiltaler som sin ven. Hvem tror I det er? Den ene omtaler han som ven, den anden tiltaler han som ven. Mens I tænker over det, vil jeg fortælle om, hvordan Jesu definere venskab.

Jesus knytter kærlighed og venskab sammen. Han siger: "Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner." Joh 15,13. Jeg tillader mig at kalde det en definition af venskab, selvom andre (med rette) vil mene, at det nærmere er en definition at kærlighed. Netop, siger jeg så, kærlighed og venskab hører sammen. Et venskab et en personlig relation så betydningsfuld at man er villig til at give sit liv.

Der er teologer som har kritiseret Jesus for at tale om venskab i denne sammenhæng, for er det ikke fjenderne, man skal elske? Er det kun venner man skal sætte livet til for, rækker Guds grænseløse kærlighed ikke også til dem jeg ikke kan lide, dem jeg er uvenner med eller ligefrem er fjende med? Ja, Guds kærlighed rækker så langt, men i et menneskeliv er det helt utænkeligt. Hvis man påstår, at man er villig til at sætte livet til for sine fjender, så er det jo fordi fjenderne er blevet mine venner – ellers ville det være absurd. Guds kærlighed er netop så stor, at fjender kan blive venner – tilgivelse og forsoning er vejen. Det er derfor jeg gerne vil lægge vægten i disse ord fra Jesus på venskabet. Det ligger indenfor Guds vilje og Helligåndens magt at skabe venskaber. Fjender kan blive venner ved Guds hjælp!

I de efterfølgende ord, fortæller Jesus sine disciple, at de er han venner: "I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer." Joh 15,14-15.

Et andet vidunderligt skriftsted er Jakob 2,23: Forfatteren skriver om sammenhængen mellem tro og gerninger (det ene er ikke noget værd ude det andet), og Abraham fremhæves som et forbillede, og så står der: "Dermed gik det skrift ord i opfyldelse, som lyder: »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed,« og han blev kaldt Guds ven."

Og han blev kaldt GUDS VEN! - Waauuh, og Jesus kalder sine disciple for sine venner. Vi har altså Bibelens Ord, ja Jesu egen ord for venskabets betydning. Det betegner en tæt og intim personlig relation, som velsignes af Gud.

Hvem er det så, Jesus omtaler som ven?

Lazarus, Maria og Martas bror. Da Lazarus bliver syg, sender søstrene besked til Jesus. Beskeden lyder "Herre, den du elsker, er syg." Joh 11,3 Og til sine disciple siger Jesus: »Vor ven Lazarus sover, men jeg går hen og vækker ham.« Joh 11,11.

Vi ved altså, at Jesus havde venner. Vi ved ikke meget om Lazarus og kan derfor ikke sige noget om alder, interesser, familie eller andet som kunne give en forklaring på og en beskrivelse af deres forhold: Jesus elsker ham og omtaler ham som ven.

Hvem er det så det eneste menneske, som Jesus personligt og direkte tiltaler som ven? Judas, ja af alle de vidunderlige mennesker Jesus fulgtes med, så er det ham, der forråder ham. Og det er lige der, efter det berømte kys i Getsemane have at Jesus siger til forræderen: »Min ven, nu har du gjort dit.« Da kom de hen og lagde hånd på Jesus og greb ham. Matt 26,50

Jeg syntes, det er fantastisk, at de to personer, som Jesus omtaler og tiltaler som ven er Lazarus og Judas. Den ukendte Lazarus – vi kan kunne gætte på hvordan deres venskab var – og forræderen Judas, som havde levet sammen med Jesus i tre år. De kendte hinanden, og selv da den ene ven forråder den anden bliver han tiltalt sådan: "Min ven". Jesus viser os at vi skal være parate til at gå meget langt sammen med vores venner inden vi afskriver dem som venner.

Hvad er en ven?
Fra en netop udkommet bog "VENSKAB" vil jeg giver jeg forfatterens definition på venskab. Helge Svare er nordmand og inddrager både historien, filosofien, psykologien og sine egne erfaringer i en meget inspirerende og lærerig bog. (Boedal Forlag 2005)
Han beskriver "det gode venskab", som gør os lykkelige, i disse fire kendetegn:

  • Gensidig sympati
  • Et valg af begge parter
  • Fælles aktivitet
  • Ligeværd

1. Sympati
En ven er en du syntes om, og sympatien må gå begge veje. Ikke sådan at et venskab udelukkende består af positive følelser, man kan sagtens være irriteret eller vred på sin ven. Men bag ved – eller under det hele ligger en gensidig accept som altid må være der.
Uanset hvor godt du bryder dig om en person, hvis hun ikke kan lide dig, er I ikke venner. Sympati i sig selv er ikke nok til at etablere et venskab, men gensidig sympati er en forudsætning for at det kan etableres.

2. Valg
Gensidig sympati er altså ikke nok. For at blive venner kræves også et valg af begge. En ven er én, du vælger at have som ven. Frivillighed er noget af det væsentligste ved et venskab. Venskab er en relation, som vælges af den enkelte – frit og personligt.
Her er en af de vigtigste forskelle på familie og venskab. Familie vælger du ikke. Familie er en relation du fødes ind i. Og der findes andre personlige relationer, du ikke vælger: Dine naboer – de følger bare med i pakken når du flytter. Dine kolleger på arbejdspladsen dem vælger du heller ikke, de følger med arbejdet.
Men et venskab må erkendes og bekendes - ja vælges af begge.
Det er svært at definere hvordan et venskab begynder og hvordan det etableres. Det begynder med en gensidig sympati – man tiltrækkes af hinanden – og så er det, at man må gøre noget modigt og aktivt for at det bliver til noget. Begge må tilkendegive valget af den anden som ven. Først når begge anerkender og bekender situationen, er venskabet et faktum. I praksis sker det, når venner begynder at gøre ting sammen:

3. Aktivitet
Venskabet må komme til udtryk og være synligt for begge parter, typisk ved at man foretager sig noget sammen. Et venskab består af møder, man mødes og man gør noget sammen. Man behøver ikke mødes regelmæssigt eller tit. Man kan måske – af praktiske årsager – kun mødes med års mellemrum. Det gør ikke noget. Kender I ikke det, at man mødes efter mange år og efter to minutter taler man og føler man som om det var i sidste uge, man var sammen. Det er fordi venskaber i princippet består af møder, der i deres grundstruktur ligner det første / de første møde(r) som indledte venskabet. Ønsket om fælles aktivitet er kendetegnet for venskabet, og man gør det i ligeså stor udstrækning det er muligt, for det er i fælles aktivitet med en ven at et menneske er lykkeligt.

4. Ligeværd
Forholdet mellem venner må være ligeværdigt, uden magtkampe og undertrykkelse. Se hvem der bliver venner, så er det ret ofte mennesker, der ligner hinanden. Det er klart at store forskelle vil være truende for et venskab, fx hvis den ene tjener mange flere penge end den anden, eller der er stor forskel i alder. Venskaber kan dog i en vis grad udligne forskelle.
Ligeværdighed er en vigtig værdi i et venskab. I tanken om ligeværd ligger der et ideal om frihed og selvbestemmelse. I det gode venskab findes det ideal, at venner skal stille hinanden frit og ikke udøve skjult eller synlig magt for at få deres vilje.

Min elskede er min ven – ægteskab og venskab
"En ven og en broder kommer i det rette øjeblik, men bedre end begge er en kone, der står ved mandens side." Sir 40,23

Det er min kone Dorthe der har lært mig at ægtefæller kan være venner. Hun har altid kaldt mig sin ven. Det er hende kærlighedserklæring til mig, når hun siger "min ven". Det har hun altid gjort og gør stadig: Bare sådan uden egentlig sammenhæng med andre ord eller nogen bestemte handlinger. Vi sidder bare og ser et eller andet død sygt i fjernsynet. Så lægger hun sin hånd på min arm og sige "min ven." Ikke noget med skat, eller snuske. Jeg vil også meget hellere være en ven.

Sociologer og antropologer påstår at det 20. århundrede har fortrængt venskabet og erstattet det af ægteskabet. Det er måske rigtigt, når man ser på begyndelsen af perioden – fra slutningen af 1800 tallet og op til tresserne og halvfjerdserne, men for de seneste årtier vil jeg påstå at venskabet er vendt tilbage både udenfor og indenfor ægteskabet.

Da jeg begyndte som præst for 20 år siden havde jeg store samvittighedskvaler når jeg viede brudepar. Jeg syntes at vielsesritualet var rigtig dumt, både fordi sproget i det autoriserede ritual er totalt forældet og fordi der mangler noget i indholdet. Jeg fandt derfor inspiration i de svenske frikirkers fælles liturgiforslag. Og siden har jeg fået alle brudepars accept til at bruge følgende tilspørgsel:

"Så spørger jeg dig NN: Vil du have MM til din hustru? Vil du leve sammen med hende som ægtefælle og ven? Vil du elske hende, respektere hende som din jævnbyrdige, dele sorg og glæde, medgang og modgang med hende, og være hende tro indtil døden skiller jer ad?"

(Det autoriserede vielsesritual lyder: "Så tilspørger jeg dig NN: Vil du have MM, som hos dig står, til din ægtehustru? Vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad?")

Jeg vil i dag klart definere et ægteskab også som et venskab – det er mere end et venskab ligesom et venskab også er mere og noget andet end et ægteskab. Men ægtefæller SKAL være venner om ægteskabet skal lykkes og være lykkeligt.

En almindelig menneskelig erfaring er, at når man får kæreste, ægtefælle og børn så forsvinder ungdommens venskaber. Så er der ikke tid til fodbold eller til at ligge og rode med gamle biler sammen med vennerne, eller shoppe med veninderne. Det er jo ulykkeligt og for mange mennesker sandt. Men det behøver ikke være sådan: Lykken må være et liv både med venner og med en ægtefælle som kan være ens ven. Venskaber kendetegnes ikke ved hvor meget man er sammen, men at man er sammen og at forholdet har den kvalitet som er kendetegnet ved et venskab.

Det kan og skal lade sig gøre, at have andre venner end sin ægtefælle! Netop fordi ægteskab også er venskab vil ægtefælle gerne give hinanden mulighed for at have andre venner. Selv om det praktisk er svært at finde tid og kræfter til det hele, så er det væsentligste dog at have den rette indstilling.

Venner i menigheden
Som sagt: Venskab er en relation mellem mennesker, som defineres ved noget centralt i det kristne evangelium, at mennesker elsker hinanden, hjælper hinanden, er hinanden hengivne og i yderste konsekvent er villige til at sætte livet til for hinanden. Derfor hører menighed og venskab sammen. Et kristent menneske kendetegnes ved at være parat til at indgå venskaber, og en kristen menighed kendetegnes ved at være et fællesskab hvori venskaber etableres og udvikles.

Afhængig af en menigheds størrelse er der jo stor forskel på hvordan venskaber etableres og kommer til udtryk. Jeg er selv tilhænger af den cellebaserede menighed. Man mødes både i den lille gruppe og i det større fællesskab. I den lille gruppe – cellegruppe max. 15 personer – der er bibelstudie, samtale, omsorg og forbøn. I det store fællesskab som kan være lige så stort det skal være, der foregår undervisning, forkyndelse og tilbedelsen.

Venskaber vil primært kunne etableres i cellegruppen, hvor man hjælpes ind i et tæt forhold til hinanden. Men venskaber i menigheden er ikke afhængige af cellegruppen, for i den levende og voksende menighed, der ændres cellestrukturen år for år, sådan at cellegrupper naturligt deler sig eller erstattes af nye. Men derfor stopper venskaber jo ikke. Venskaber bør ses som den ekstra ressource, der kan binde en menighed sammen på kryds og tværs uafhængigt af kontrollable strukturer.

Jeg tror, at man før i tiden – og måske stadigvæk nogle steder – ser venskaber som et problem i menigheden. For venskaber kan, ligesom familiebånd, betyder, at der er nogen som har mere med hinanden at gør end med andre. Med den rette familie eller med de rette venner, så er man indenfor i varme og får lov til at bestemme mere end andre.

Min far lærte på BaptistKirkens seminarium i Tølløse, at men ikke måtte have venner i menigheden – fordi man om præst skulle have samme forhold til alle (200 som var gennemsnitsstørrelsen for 50 år siden – og dengang havde man ikke cellestrukturer). I dag er gennemsnitsmenigheden på 100 medlemmer og antallet af små menigheder er stigende. Og antallet af cellegrupper i menighederne er stigende. Derfor bliver det mere og mere indlysende at venskaber er bærende relationer i menighederne og mindre konflikt skabende end det muligvis har været tidligere.

Venskabsmission
Hvorfor er I kristne i dag? Over 90 % af alle kristne er det, på grund af familie eller venner. Fordi der var noget tæt på som fortalt om Jesus, og tog en med i kirken. Det er altså videnskabeligt bevist: Der findes ikke noget alternativ til venskabs evangelisation!

Du skal dele din tro og dele Guds kærlighed med dine nærmeste – din næste. Det er jo din familie og dine venner.

Når du møder nye mennesker i menigheden, så er det også venskabets kendetegn, der er den rette måde at opbygge relationer: Gensidig sympati, vælge fællesskab/relation med den anden, gøre noget sammen i et ligeværdigt forhold. Venskab er, hvad mennesker behøver. Venskab er, hvad Jesus tilbyder – han vil være vores ven, og han kalder os til at vi etablere venskaber med vor næste.

Venskaber er et absolut ubegrænset ressourceområde. Ethvert menneske kan nemlig have flere venner. Og hvis bare alle har 4-5 venner, så vil der i enhver menighed (ifølge alm. sandsynlighedsregning) været et tilsvarende antal potentielle nye venner til enhver som kommer ind i de kristne fællesskab.

Husk: Det er ikke sikkert du har mødt din bedste ven endnu! Og en fremmed er en ven du endnu ikke kender!

Spørgsmål / oplæg til samtale

  1. Hvad er en ven?
  2. Fortæl om et venskab? (du har haft eller har)
  3. Hvad betyder venskab i et menighedsfællesskab?
  4. Kan venskab fører til vækst i Guds Rige
  5. Hvordan finder man overskud til både venskab og ægteskab?
 
Jan Kornholt 13. august 2005