|
For 30 år siden lavede min gode ven
Raymond nogle kraftige understregninger i min nye Bibel. Jeg skældte ham
ud, for sådan at ødelægge min splinternye Bibel. Der var lige før en
ungdomsgudstjeneste i Korskirken i Vejle og han ville instruere mig i,
hvordan oplæsningen skulle være - hvilke ord og stavelser, jeg skulle
lægge tryk på.
Lige siden har Mattæus 9,20-22 været
et af mine yndlings skriftsteder. Jeg har tilgivet min ven, og ofte undret
mig over, hvor lidt der skal til for at store budskaber kan fylde små
mennesker. Livet er fyldt med gode historier om, hvordan Gud understreger
livgivende budskaber for os. Det er jo næsten fjollet: Jeg mente, at min
Bibel var ødelagt, men siden har Gud selv brugt understregningerne som
prædiken for mig. Så enkel er kristenlivet. Livet er fuld af historier om,
hvordan Gud griber ind og sætter streg under sit budskab til dig. Det sker
ofte og som regel i helt almindelige og dagligdags situationer. Kun den,
som vælger at lukke øjnene, ser ingenting.
Bare lige
Jeg er opvokset med fantastiske historier om, hvordan mennesker har
præsteret det helt store for at opnå Guds velsignelse. Jeg bombarderes
stadigt med beretninger om kristne supermennesker, der ofrer alt eller
præsterer det umulige for Gud. Det er så let at få mindreværdskomplekser i
kirken. Derfor er det livgivende at høre om den syge kvinde, der sneg sig
ind på Jesus bagfra. Hun tænkte ”hvis jeg bare lige rører ved hans
kappe, så bliver jeg rask.” Og hun fik ret: Hun prøvede bare lige at
få fat i Jesus på sin egen uautoriserede og ulovlige måde. Og Jesus vendte
sig om og gav både mod og tro og frelse. Der skal næsten ingenting til for
at få Jesu opmærksomhed og hele Himmelens velsignelse.
Den forkerte side
Kvinden tilhørte ikke menigheden. Hun havde været syg i årevis, og det i
en kultur, hvor man betragtede sygdomme som Guds straf for synd. Hun havde
derfor ikke adgang den menighed, der offentligt kunne mødes med Jesus. Hun
kom til Jesus fra den forkerte side – bagfra. I dag er der også andre end
menigheden, der møder Jesus: I dagens Danmark er den største åndelig
vækkelse i mands minde i gang på ”den forkerte side” – udenfor kirken. Fra
mange steder og på utallige måder fører menneskers åndelige søgen i dag
til et møde med Jesus. Det sker ofte på ”den forkerte side” af kirkedøren.
Forkyndelsen er overalt
Hvor mon hun havde hørt om Jesus? Hun kunne jo ikke gå til gudstjenester
og møder, så måske var det rygter og sladder blandt de syge og udstødte?
Måske kendte hun en, der var blevet hjulpet af Jesus. Forkyndelsen er
overalt, både dengang og nu. I dag møder mennesker en stærk forkyndelse i
biografen, i aviser og ugeblade, i TV og radio og mand og mand i mellem.
Det åndelige er på dagsordenen som aldrig før. Det er kun i kirken, der
stadig findes åndelig blufærdighed! Gud bruger mange andre prædikestole,
end dem der findes i kirkebygningerne.
Menigheden må flytte
Hvad skete der bagefter? Blev menigheden sur på den helbredte kvinde,
fordi hun brød de sociale og religiøse regler om sygdom og urenhed? Eller
jublede de sammen med hende over Jesu grænseløse kærlighed og magt? Jeg
ved det ikke. Men jeg ved, at fremtidens menighed må bevæge sig udenfor
kirkebygning, struktur og tradition for at tage del i Guds vækkelse. Den
menighed, som vil være tro mod sin fortid, kan ende med at blive utro mod
Jesus. Han kalder menigheden til en ny tjeneste i Guds verden.
Menigheden må stoppe
Jesus var på vej til synagogeforstanderens hus. Hans datter var lige død.
Den travle Jesus var målrettet på vej på husbesøg. Men på vejen lod han
sig standse af den syge kvinde og ofrede tid og kraft på, at hun kunne
blive rask og frelst. (læs Matt. 9,18-26) Sådan må den travle menighed
også stoppe op og bruge sine ressourcer på de nærliggende og nødvendige
opgaver lige udenfor kirkedøren. Enhver menighed må stoppe op for i det
mindste at mærke efter, om den har travlt med at løse de rigtige opgaver.
Menigheden må videre
Senere kom Jesus til synagogeforstanderens hus. Grædekonerne var allerede
i gang med deres jammer, for datteren var død. Men Jesus tog hendes hånd,
og pigen rejste sig op. Det kunne ellers se ud til at Jesus, ved at bruge
tid på at gøre et under, forspildte chancen for at gøre et andet. Nej,
Jesus nåede det hele. Han slog sig ikke ned for at nyde egen succes, han
måtte videre, derhen hvor Gud ønskede ham. Menigheden må også videre. I
mange menigheder siger man til hinanden, at man har kendt bedre tider, og
man håber på og beder om, at de unge vil overtage ansvaret for det
missionsarbejde, som engang gik så godt. Men det sker bare ikke, og så kan
gudstjenestens salmesang komme til at lyde som grædekoners jammer. Så er
det på tide, at menigheden kommer videre til nye opgaver. Lad det gamle
arbejde dø, hvis det ikke har livskraft og er relevant længere. Se hvor
mulighederne for mission er i dag. De er mange, men menigheden må ud af
kirken for at få øje på dem.
Vær ved godt mod
Alt nyt er skræmmende for den som er tryg ved det gamle. Men ikke alt
gammelt er godt, så ind imellem jubler vi over nyheder. Kvinden havde
været syg i 12 år, og den slags status quo vænner man sig ikke til. Hendes
reaktion på helbredelse og frelse må havde været begejstring, glæde og
taknemlighed. ”Vær ved godt mod!” lød Jesu opfordring, og mon ikke
hendes nye situation gav nyt mod til at takle fremtidens besvær.
Mens vækkelsen vokser i verden, må menigheden spørge sig selv: Er vi der,
hvor Gud ønsker os? Er vi optaget af at pine det sidste liv ud af
fortidens missionsarbejde, eller tager vi del i den nye vækkelse, som Gud
har sendt ind over vores land? Uanset mange forskellige svar på disse
nødvendige spørgsmål er udfordringen for fremtidens menighed den samme:
Jesus selv viste os vejen: Han var hele tiden i færd med den vigtigste
opgave, og han nåede det hele. Lad os derfor bruge det mod, han har givet
os, til med glæde og begejstring at tage fat om nye og vigtige
missionsopgaver i 2005.
Godt nytår og kærlig hilsen
Jan Kornholt
|