Hvad skal der til for at være kirke?
                Dialogcenteret: En debatdag om rummelighed, klarhed og bekendelse

Jeg vil prøve at give et indblik i den kristendomsforståelse, som er almindelig blandt frikirker i Danmark. Jeg er opvokset i en baptistpræstefamilie, har været præst i 18 år og de seneste to år generalsekretær for baptistkirken i Danmark, hvor jeg er leder af baptistmenighedernes fællesopgaver. Desuden er jeg medlem af evangelisk frikirkeråd, en sammenslutning af 13 små frikirkesamfund.

For at fortælle en anekdote: En mand i en togkupé stiller et spørgsmål til sine tre medpassagerer, en luthersk præst, en katolsk pater og en jødisk rabbiner: "Hvad ville du gøre, hvis din læge fortalte dig i dag, at du havde syv dage tilbage at leve i?" Præsten vil betragte det som en nådetid til bøn, syndsbekendelse og fordybelse. Og glæde sig til lønnen. Pateren vil få ryddet op hos sin skriftefader én gang for alle den første dag og ellers læse i Bibelen, gå til messe, se sine gode venner og høre sin yndlingsmusik. Og hvad vil rabbineren gøre? Han vil skifte læge!

Historien skal belyse, hvad der er det aller-allervigtigste for den person, der svarer. Hvis vi selv blev stillet over for, at vi kun havde syv dage tilbage at leve i, ville vi blive nødt til at spørge os selv: "Hvad er det absolut vigtigste for mig som menneske?"

For mig er det vigtigste den kristentro, som består i et levende forhold til en levende Jesus Kristus. At leve med ham er den korteste definition på, hvad det er at være en kristen. Og dernæst at give dét videre, man selv har fået. Troen er ikke ord, men fællesskab med Jesus, den er ikke teori, men praksis.

"Hvad skal man mindst tro på for at kunne kalde sig kristen?"

Jeg mener ikke, at der findes et minimum – så skulle vi jo også finde et maksimum! Troen kan ikke gradbøjes, og det kan troens genstand heller ikke. Kristentroen er et enten – eller. At være kristen og at være kristen kirke er noget, man er eller ikke er. At spørge efter et minimum stiller os over for fristelsen til at sige: "Hvor lidt kan jeg nøjes med – hvor nemt kan jeg slippe om ved det?" Det at leve som kristen er ikke at leve på en skala fra nul til meget, men et liv i det paradoks, at vi på den ene side tager imod Guds nåde gratis og samtidig ved, at det koster alt at følge Jesus. Der er i Jesu forkyndelse ingen graduering. Vi mennesker gør forskel og måler og vejer, men i Guds rige findes kun én form for frelse.

Hvis man så alligevel skal finde et mål for, hvilken form for kristen tro, kirken skal fastholde for at være kirke, da er de oldkirkelige bekendelser brugbare og også nødvendige. Ikke som grænser, der skal holde mennesker ude eller inde, men som kernen i forkyndelsen.

For at være kirke i dag er det ikke vigtigt at beskæftige sig med grænser. Det handler om at grave brønde og om at lede mennesker til en kilde. Kilden er Jesus Kristus, og brønden er Guds Ord. Det er det centrum, vi skal koncentrere os om. Så kan vi lade Djævelen om at vedligeholde grænserne, så vi ikke er dem, der fører den sorte bog.

Bagud i Baptistkirkens historie har der været sat mange grænser. Ved sin start i Danmark havde den en vision om at ville være "den rene menighed", der skilte sig ud fra den syndige folkekirke. Man så det som noget positivt at have en meget streng disciplin i moralske områder, og man kunne blive ekskluderet for ting som forkert påklædning eller forkerte venner. Ved passende anger kunne man så senere igen optages i menigheden. Disciplinen mildnedes dog efterhånden. Der har været kæmpet nok med at definere grænser, og det er vigtigere at beskæftige sig med at definere og forpligte sig på kernen i budskabet.

Bør der være forskel på lægfolks og gejstliges forpligtelse på bekendelserne? Og hvorfor (ikke)?

I de fleste frikirker vil man sige, at de oldkirkelige bekendelser er et sandt udsagn for kernen i den kristne tro. Man vil fokusere meget på Guds Ords autoritet, på Helligåndens tilstedeværelse, og der vil være en klar beskrivelse af, at opgaven, som kirken har, er mission.

Når kirken har defineret sit grundlag, er det vigtigt, at der hos læg som lærd er en loyalitet over for det grundlag. I Baptistkirken er der ikke forskel på præster og lægfolk – der er forskellige tjenester ud fra de forskellige nådegaver, men der kræves samme loyalitet over for kirkens trosbekendelse fra f.eks. en spejderleder som fra en præst.

Hvor langt og hvorhen skal Kirken gå får at nå nutidens mennesker?

Med hensyn til at nå ud til mennesker er det igen at grave brønde og at føre mennesker til en kilde. Og så ikke at gå på kompromis med troens indhold, så man indretter budskabet efter, hvad folk gerne vil høre. Men man skal være villig til ud fra troens faste grundlag at være opfindsom med at ændre formen. Der er et evigt uforanderligt indhold i kirken, men der behøver ikke være en evigt uforanderlig form. Det er umuligt at være kirke på samme måde til alle tider og på alle steder. Det vigtige er at præsentere det for mennesker på en måde, som får dem til at tage imod."