Jesus i synagogen i Nazaret (en alternativ skriftlæsning)

Jesus havde mange søskende, fire brødre og mindst 2 lillesøstre. Jeg vil fortælle hvad den yngste lillesøster Sara oplevede en dag. Sara blev både glad og overrasket, da hun hørte, at storebror Jesus var kommet hjem. Det var nemlig længe siden, at han var flyttet hjemmefra, for at rejse rundt i landet og arbejde. Han var vidst blevet lærer eller præst eller var det læge, det vidste Sara ikke rigtigt, men hun havde hørt kvinderne ved brønden snakke om, at Jesus havde gjort en blind mand rask i Jeriko. De fortalte også at Jesus var meget bedre til at undervise end de skriftkloge.

Da Sara løb ind på gårdspladsen så hun sin mor Maria sidde under træet og tale med Jesus.
Han havde forandret sig, men det var hendes storebror, han, der altid havde været god til at trøste hende og fortælle historier for hende. Sara løb hen og stillede sig ved siden af Jesus. Han smilede til hende. Tænk, det var hendes storebror, de sagde så meget godt om. Han kunne tale, så mennesker blev glade, og han kunne gøre syge raske. Det var dejligt, at han var kommet hjem.

Dagen efter var det sabbat, og hele familien gik til gudstjeneste i synagogen, som de plejede. Uden for skiltes de, for mændene og drengene skulle ind af den store dør, mens Sara skulle med kvinderne op ad trappen til balkonen. Sara og Maria fandt deres faste pladser helt oppe foran. Derfra kunne de se ned i salen, hvor mændene sad.

Kort efter at de var kommet på plads, ringede en klokke, og gudstjenesten begyndte. Sara så ned på sine brødre: Jacob, Joses, Judas, Simon og.... og hvor var Jesus? Jo, der var han, han havde rejst sig og var på vej op til den gamle præst Eliezer. Yes, tænkte Sara, så er det nok fordi Jesus skal læse op i dag. Sådan var det nemlig nogen gange, at det var andre end præsterne, der læste op fra bogrullen.

Der var helt stille i synagogen. Jesus bøjede sig over bogrullen som lå på bordet. Der gik lang tid, syntes Sara, men endelig så det ud til at Jesus havde fundet, det han ville læse. Alle stirrede på ham. Nu skulle de høre ham tale.

Så læste Jesus med høj, klar stemme:

"Herrens Ånd er over mig,
derfor salvede han mig
til at gå med glædesbud til de fattige."

Wauuh, tænkte Sara, det ka´ de nok lide at høre - for de fleste der i Nazaret var nemlig fattige, og de var nok spændt på at høre, hvad det var for et glædesbud, der kunne være til dem?

"Han sendte mig for at udråbe for de fangne,
at de skal få frihed,
for de blinde, at de skal få deres syn igen
og for at sætte undertrykte i frihed
og udråbe et nådeår for Herren."

Så rullede Jesus bogrullen sammen og han kikkede han ud over forsamlingen. Han så fra den ene til den anden. Han kendte dem jo alle sammen, og de kendte ham. Så begyndte han at tale, om det han lige havde læst. Og han sagde: "I dag går denne profeti i opfyldelse, mens I hører på den!" Der blev stille et øjeblik, de nikkede og de begyndte at hviske sammen. Det var helt tydeligt, at de kunne lide det. Sara så glad på sin mor for at se, om hun ikke var lige så stolt over ham, som Sara var. Men Maria sad bare og knugede hænderne sammen og kneb øjnene i. Det kunne Sara ikke forstå.

Nu begyndte Jesus at tale igen.
Sara forstod det ikke alt sammen, men han talte om at han var kommet for at opfylde Guds løfter. Jesus sagde, at han ville kalde alle til at være med i Guds Rige, både de gode og synderne og de syge og de fattige. Sara syntes, det lød dejligt. Det måtte de da blive glade for at høre på. Tænk, det var hendes storebror, der vidste det.

Men nu begyndte folk at hviske igen, og denne gang lød det anderledes. Sara begyndte at fryse. Hun hørte to koner bag ved hviske: "Hvordan kan han sige sådan noget? Det kan han da ikke love. Hvem tror han, han er? Han kan da ikke bestemme, hvem der skal med i Guds Rige, det kan kun Gud!" En tredje kone blandede sig i samtalen. Hun talte halv højt, som om hun var ligeglad med, om andre hørte hende. "Jamen er det ikke Josefs søn, der taler? Ham har jeg da kendt, lige siden han kom til byen som lille dreng. Han har vist fået storhedsvanvid."

Sara kikkede ned igen. Nogle af mændene havde rejst sig og var på vej ud. Og Sara så, at Jesus var både vred og ked af det. Det så ud som om han ikke vidste, hvad han skulle, men så talte han igen - han nærmest råbte. Sara havde aldrig oplevet ham sådan før. "Det lyder, som om I tror, jeg er tosset. I tror mig ikke. I har lyst til at kræve beviser af mig, at jeg skal gøre mirakler og helbrede de syge. I tror mig ikke."

Et øjeblik var alle helt stille i synagogen. Det var tydeligt, at de følte sig ramt. Hvordan kunne han vide, hvad de tænkte? Og Jesus råbte igen:
"Det siger jeg jer. Ingen steder er en profet så ringeagtet som i sin egen by. I tror, I kender mig, men I kender mig ikke. Men jeg kender Gud, for jeg er udsendt af Gud. I vil have mig til at gøre undere, men det er ikke noget I bestemmer. Men omvend jer, og ydmyg jer, så skal I se Guds Rige."

Så sprang de fleste af mændene op. De råbte af vrede, og greb Jesus og skubbede ham ned mod døren. Lidt efter var salen hel tom. Der sad kun den gamle præst Elieser tilbage og rystede på hovedet. Oppe på balkonen stod nogle af kvinderne og snakkede ophidset sammen, mens andre styrtede mod udgangen for at se, hvad der skete udenfor. Sara masede sig også ud og sprang ned af trappen. Hun så, at mændene var ved at slæbe Jesus udenfor byen. Hvad ville de mon gøre ved ham? Sara løb alt hvad hun kunne. Hende hjerte hamrede i brystet. Hvad kunne de finde på?
Da hun nåede udenfor byen standsede hun, for nu kunne hun se hvad de ville. De var ved at føre Jesus hen mod kanten af den stejle klippe, som byen var bygget på. Ville de virkelig skubbe ham ud over kanten? Slå ham ihjel. Men han havde jo ikke gjort noget, bare sagt at han kom med Guds Rige til dem. Hvorfor var det så forfærdeligt?

Nu var de nået ud til kanten. Sara havde mest lyst til at lukke øjnene, da hun så mændene og Jesus standse helt ude ved kanten. De stod helt stille som sorte silhuetter mod himlen. Jesus stod med ansigtet mod afgrunden, men så… vendte han sig om og så på de vrede mænd et øjeblik – og, og så gik han. Han gik bare, tværs igennem flokken. Han gik væk fra dem, og de gjorde ham ikke noget.

Sara fik tårer i øjnene. Var det af glæde? Eller hvad? Jesus gik væk fra dem, væk fra Nazaret til andre byer. Han gik med sit glæde budskab til fattige. Han helbredte og trøstede og hjalp mennesker overalt. Han gav dem Guds Rige.
Bare folk dog ville tro på ham, tænkte Sara og hun foldede hænderne og bad: "Gud, lad dem høre ham, og tro ham. Lad også mig høre ham og tro ham, så dit rige kommer til mig, med alle de gode ting, jeg længes efter. Gud hør min bøn. Amen!"

Prædiken i Købnerkirken 29. november 2009

Der sker jo aldrig noget! Dagene går bare, og dagene ligner hinanden. Og her lever jeg bare, eller hvad man nu kalder det, med det samme arbejde, den samme ægtefælle, samme familie, samme venner, samme avis, samme kirke, og der sker jo… aldrig noget.

Kender I det? Utilfredsheden over den daglige tummerum - for der sker jo aldrig noget! Næh, se så lige ugebladene og i fjernsynet. Dér sker noget. De rige og berømte - de forstår at leve livet. De møder spændende mennesker hver dag. De rejser lige hvorhen de vil. De er så dygtige at millioner af mennesker glæder sig over det, de laver.

Og nogen gange drømmer jeg: Tænk, hvis det var mig. Jeg kunne skrive en bog, der blev verdensberømt, eller skrive en sang, som alle ku´ lide. Eller jeg kunne vinde 10 millioner og gøre, hvad jeg ville. Kender I det? At drømme om at alting var helt anderledes… men der sker jo aldrig noget.

Og tag nu vores verden f.eks. - dér er sandelig ikke meget at være tilfreds med. Der er rigtig meget som vi kunne drømme om skulle være anderledes. Jeg drømmer om, at tænkt hvis nu de fattige kunne få hus og mad. De kriminelle kunne forbedre sig, de syge kunne blive raske, de ensomme få venner og jalousi og diktatur og ulighed kunne forsvinde. Kender I ikke det? I ser så meget ondt i verden og drømmer om at alting kunne være anderledes… men der sker jo aldrig noget!

Sådan tænkte de også på Jesu tid. Med bekymring og drømme og en lille smule håb var de samlede i synagogen i Nazaret. Og Jesus tog fat og læste de kendte og vidunderlige ord om det gode, der skulle ske engang. Da skal de fattige høre et godt budskab, fanger blive befriet, de blinde få synet igen og alle undertrykte bliver befriet. Wauh! Den Esajas han kan virkelig sætte ord på drømmen om en bedre verden. De guffede det i sig den dag i Nazaret, da Jesus læste højt.

Kender du også det? Når der bliver sat ord på dine følelser. Når f.eks. en forfatter, en musiker, en politiker, en sjælden gang måske en præst eller en kunstner rammer plet og formulerer netop din utilfredshed og dine drømme? Dét er noget der rykker! Esajas han kan det der, og i Jesu mund bliver ordene så stærke og varme. Ikke et øre var tørt i synagogen i Nazaret.

Og så, på toppen af begejstringen, som kulminationen på alles forventninger, siger Jesus det helt fantastiske, det som de har bedt om og længtes efter skulle ske: "I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse."

Tænk, drømmen om en bedre verden, i dag er det gået i opfyldelse. Kender I det? Pludselig er der ikke længere grund til beklagelse. Alt er lyst og godt, jeg har vundet, alle kan lide mig og mennesker i verden har fået det bedre. Jesus sagde: "I dag er det gået i opfyldelse!" … men, men der skete jo ingenting. Det er simpelthen for godt til at være sandt, tænkte de i Synagogen i Nazareth.

Og folkene, der før var ellevilde, de blev stiktossede og jog Jesus ned fra prædikestolen… for hvad bilder sådan en klemmelus sig ind. Han er jo bare Tømmermandens søn. Han snakker, gør han, men der sker jo ingenting… der sker jo aldrig noget!

Men hvad er det i grunden, de vil have disse mennesker? De er tydeligvis ikke tilfredse med Jesus. Nej for ord er ikke nok for dem, de vil have beviser, handlinger, action. Og det kender I også: I tvivler på det, I hører? Én lover at forbedre sig, en anden lover at hjælpe til, men der skete ingenting, det er for godt til at være sandt.

Vi har svært ved at stille os tilfreds med ord. "Det er jo bare ord", siger vi. Og sådan er det også søndag efter søndag i kirken. Der bladres i Bibelen, der læses, der bedes og præsten prædiker i en lang uendelighed række af ord… men der sker jo aldrig noget.

"Og præsten holdt en tale
filliong gong gong og dinge linge ling
og præsten holdt en tale,
han sagde ingenting.
Han sagde ingenting
han sagde ingenting
og præsten holdt en tale
han sagde ingenting!"

… for det er jo bare ord! Og hvis dét er rigtigt, så må vi have respekt for dem, der var til gudstjeneste i Nazaret den dag. De ville ikke høre flere ord - ikke flere tomme fraser, om hvor godt alting er, de vidste jo, det ikke passede. Der skete jo aldrig noget, som gjorde livet bedre, det var bare ord - øregas, og nu ville de ikke finde sig i det mere. Sådan! Konsekvente folk, dem har vi respekt for.

Men det er også bare så uhyggelig, tænk, hvor hurtigt begejstring kan vendes til mordforsøg.
Først klappede de begejstrede af Jesus og så ville de klappe ham en! For det var jo bare ord, og så længe vi har lyst til at gide hører efter, så er det OK, men det kan så nemt blive for meget. Alle de ord. Og der sker jo aldrig noget, bare ord! Jamen skal vi så ikke få det overstået - skyde præsten og gå hjem?

Jeg må hellere skynde mig at slutte det her. Og det gør jeg med at minde jer om, hvad det er for ord, som I har hørt. Det er jo ikke præsten ord, det er ikke engang Esajas ord… det er Guds ord! Og dét gør en forskel!
Da Jesus talte i synagogen i Nazaret, var det Guds ord som lød: …at i dag, er Guds løfter gået i opfyldelse. Og så sker der noget, for Guds ord vender aldrig virkningsløst tilbage. Guds ord skaber hvad det nævner!

Vil du påstå, at der aldrig sker noget, så er det fordi, du ingen forskel gør på menneskers ord og Guds ord. Men der er en verden til forskel!

Det er første søndag i advent og budskabet lyder I DAG! Siden det i oktober blev mørkere og gennem november er blevet koldere har vi glædet os til den festlige tid, som begynder I DAG.

Nu er det advent! Vi tænder adventskrans, vi skal åbne julekalender på tirsdag og vi skal forberede os til jul. Det er ikke bare ord - der sker noget! De kommende 4-5 uger er fulde af fest og farver.

Men husk, der er i virkeligheden kun er en ting, som gør denne tid til andet end den mørkeste og koldeste tid på året, og det er Guds ord!

De ord er ikke blot øregas, men lys og liv. Guds ord skaber liv. Guds ord er blevet kød og blod. Inkarnation hedder det med et fint ord. På mere forståeligt dansk hedder det jul - at Jesus er født. Jesus siger: "I dag er Guds løfter gået i opfyldelse." Jesus selv er opfyldelsen, han gør ikke bare verden bedre, han gør livet nyt.

Tilhørerne i Nazaret hørte bare en masse ord komme ud af munden på tømmermandens søn. Og der skete jo ingenting, så nu gad de ikke hører flere tomme ord.

Hvad hører du, når Jesus taler? En masse ord? Vær sikker på, at hvis du ikke tror, han er Guds søn, så sker der heller aldrig noget. Men tror du på ham, så vil hans ord forvandle dit liv! Amen!

Jan Kornholt