Egentlig er der ingen af os der vil det - følge Jesus! Alt i mig siger nej, nej, nej, når Jesus siger
du skal gøre det umulige,
du skal gøre det ufornuftige,
du skal gøre det risikable,
og det nogen gange er helt indlysende tåbeligt.
Det er ikke ”bare lige” det med at følge Jesus.

Jeg ved godt, at vi er hurtige til her i kirken at sige ja og amen til alt det vi hører om Jesus. Vi er jo så artige, høflige og fromme – vi protesterer da ikke når Jesus taler til os. Men måske skulle vi tage og gøre det. Protestere ligesom hans disciple gjorde. Hej, hør mester, det kan du da ikke mene. Skal jeg sælge alt hvad jeg ejer og har? Skal jeg gå til verdens ende, skal jeg elske alle. Det kan du da ikke mene, Jesus!

Men vi protesterer ikke så meget her i kirken og det har nok noget at gøre med hvad det er vi har gjort kirken til. Hvad er kirken i dag? Det er denne velopdragne, pæne, bedsteborgerlige kultur med lettere støvede former. Vi har udviklet en liturgi og struktur og vaner, som gør os rimelige trygge. Og med den rette opdragelse og tilvænning kan vi såmænd komme til at holde rigtig meget af det stillestående liv i kirken, selvom der så i sagens natur heller ikke sker noget særligt. Og måske er vi ret godt tilfredse med det, for så behøver vi jo ikke tage Jesus bogstaveligt, så behøver vi ikke protestere, når han kræver det umulige af os.

Er det overhovedet længere muligt i din og min gamle kirke - at høre Jesu ord på den måde at vi tage ham på ordet? Og handle konsekvent og lydigt efter hans kald. Jeg vil påstå, at det ofte er svært for Jesus at få ørenlyd i sin egen kirke, for al den tradition og hygge og dårlige vaner som trives her. Den gammelkendte kirke med dens kultur har vi vænnet os fint til. Men hvad med Jesu radikale og udfordrende kald til omvendelse og efterfølgelse?

Er det ikke sådan? Vi har det godt med kirkens gamle rammer og ritualer, og helt ikke vil have lavet vores liv for meget om. Og slet ikke på den voldsomme måde som det sker når Jesus i Bibelen kalder mennesker til at følge ham?

Nu sætter jeg selvfølgelig tingene på spidsen. Er måske lidt grov, men så er det også lettere at høre efter. Men det er også helt vildt det som sker: Det, vi har hørt i dag, er en helt vanvittig begivenhed ved Genesaret Sø. Peters fiskefangst. Beretningen om det store karriereskift.

Der kommer en mand ned til søen. Der har Simon Peter og de andre fiskere været ude i deres både hele natten uden at fange noget. Og så er der den her mand Jesus (i parentes bemærket så skal vi vide, at denne mand Jesus, altså ingen forstand har på fiskeri - han er nemlig tømrer) men han siger alligevel til Peter: "Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!" 

Hvordan har du det, når andre blander sig i noget, de ikke har forstand på - når en elendig amatør gør sig klog på dit arbejde? Det er svært at tage alvorligt. Peter fortæller da også Jesus, hvad der er fiskernes vilkår denne morgen: Hør makker "Vi har knoklet hele natten, vi har gjort hvad vi kunne, det nyttede ikke, vi har ingenting fanget!" Færdig!

Og her slutter historien så… i de fleste af den slags tilfælde i vores virkelighed: Eksperten får det sidste ord. Amatøren bliver sat på plads. Traditionen vinder over spontaniteten. Pessimisten får ret. "Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået!" Det stopper her. 

Jesus var nok ikke en mester når det gjaldt fiskeri. Men han var bestemt ikke en amatør når det handler om fiskernes situation - deres frustration - de havde givet op. Det kender han til, og det er det han vil gøre noget ved.

På sine ture rundt i landet mødte Jesus mennesker, der havde sluppet forventningerne til livet. På sin tur gennem Galilæa så Jesus de arbejdsløse sidde og drikke bajere hele dagen. Han mødte også de syge udenfor byerne - udenfor alt - deres feber og smerte havde fjernet al glæde og fred i deres liv.

Og Jesus havde mødt de bekymrede som sad bøjet over deres regnskaber til langt ud på natten for at forhindre uundgåelige tab og fallit midt i finanskrisen og imens kunne de høre larmen fra toldernes ædegilde fra huset overfor.

Ude i vejkanten lå de invalide og hvilede ud til endnu en dag med tiggergang. Jesus kendte alle disse mennesker, som havde sluppet forventningerne til livet!

Og hvis Jesus var kommet forbi en af vores kirke, så havde han også dér mødt mennesker som havde sluppet forventningerne til livet - til hinanden, til menigheden, til Gud. Dér ville Jesus høre mennesker sige: "Vi har slidt i årevis, vi har prøvet alt, men det nytter ikke."

Sådan stod også Simon Peter ved søen og rystede på hovedet af det hele. Ingen fisk. Tomme net. Ingen mad. Og Simon Peter var ekspert, en dygtig fisker, og han vidste hvad konklusionen var: "Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået." Den erfaring gør alle mennesker: Bøvl og besvær og resultatet er nul og nix.

Det nulpunkt befandt Peter sig på den morgen, da Jesus opfordrede ham til at kaste garnene ud - IGEN. Den erfarne fisker vidste, at det ikke nyttede noget! Så hvad skulle det nu til for? Dagtimerne kunne være brugt til noget mere fornuftigt, til at sove i f.eks. Hvad Jesus her beder om er tilsyneladende det rene vanvid. Man skal enten være dum eller modig for at gøre som han siger, … eller også skal man have bare et lillebitte håb om at livet kan være mere end hvad min viden og hvad min erfaring siger mig.

Og Peter er ikke parat til at opgive alt håb. Dum eller modig, ekspert eller ej - han siger til Jesus: "… men på dit ord vil jeg kaste garnene ud!"

Da Peter var på bar bund brød evangeliet igennem lydmuren, eller hvad det nu var for en mur, der forhindrer mennesker i at høre Jesu ord.

På bar bund er ikke et håbløst udgangspunkt for liv, men i enhver situation står Jesus parat med et alternativ til håbløsheden og fortabtheden. Nogen gange står vi vitterligt på bar bund, og det skal vi turde se i øjnene. Indrømme at vi er kørt fast. Jeg tror det er Jesus, der har fundet på udtryk som: ”Du har ikke en chance – brug den!” Eller: ”Du skal ikke være bange for at løbe panden mod en mur. Det er ikke sikkert det er muren der holder.”

På ethvert af vores nulpunkter, der kommer Jesus og giver håb og nye muligheder. Altid er Jesu ord en opfordring til ikke at give op, men at prøve igen og blive ved - trods alt.

For Jesu budskab handler om en Gud, der aldrig giver op. Derfor kan den kristne aldrig slippe forventningerne til livet, det ville være at fornægte den Gud, som aldrig giver op. Den Gud for hvem intet er umuligt.

Kan du fx forestille dig noget mere håbløst end Jesus på korset? Den Gud, som aldrig giver op, han oprejste Jesus fra døden! Selv da det var gået helt galt – han var død, da var der alligevel en vej for det liv som Gud står bag.

Simon Peter gjorde som Jesus sagde … og han blev rædselslagen over resultatet. Det havde han ikke regnet med. Fiskeriunderet var vidunderligt, men også så underligt at Peter nærmest skubber Jesus fra sig i angst og rædsel. Han faldt på knæ for Jesus og sagde "Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!" Peters reaktion er naturlig og gennemskuelig: Intet menneske kan forstå og begribe, når Guds magt og herlighed viser sig, så kan vores erfaring og fornuft ikke være med.

Men Jesus siger sit berømte og befriende: "Frygt ikke!" For bange dét er vi - bange for at følge Jesus, bange for at gøre som han siger, bange for konsekvenserne. Vi bliver let usikre og utrygge ved Guds handlinger simpelthen fordi vi ikke ved, hvad der sker. Så hellere nøjes med den gamle Kirkens gamle og forudsigelige trygge former. Prøv så alligevel at høre, hvad Jesus siger. Og hvis du ikke så godt kan høre det herinde så gå udenfor og se op mod Guds himmel og lyt til Jesu stemme i dit hjerte: "Frygt ikke!" siger han "fra nu af skal du fange mennesker!"

HJÆLP! Jeg vidste det. "Fange mennesker", det lyder farligt. Tænk at blive udfordret til så stort et karriereskift. HJÆLP – jeg har hørt mange der har frygtet Guds kald, for tænk hvis han vil have mig til at gøre noget, som jeg ikke har lyst til. Menneskefisker. Hvad er nu det for et job? Simon Peter og de andre fiskere blev menneskefiskere. "Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham!!

Men frygt ikke! At fange mennesker betyder at sætte mennesker i frihed. Mærkeligt nok, næsten modsætningsfyldt: At blive fanget af budskabet betyder at blive sat fri af Jesus. Nu har du hørt præstens prædiken og måske har du ikke hørt andet. Men Jesus prædiker også for dig. Han taler til dig, som ikke orker mere, du som føler dig på bar bund. Han taler håb og tro og villighed ind i dig.

Når Jesus prædiker for dig, så ved du hvem du er og derfor bryder du måske helt sammen og giver op. Men hans prædiken slutter altid med "Frygt ikke". Jesu prædiken er ikke kun ord, Jesu prædiken er hans liv. Han levede og døde og opstod for at gøre dig fri til at tro og handle på hans ord. Frygt ikke, for Guds vilje er alene at bringe Gud og mennesker sammen. Dét sker, når vi hører Jesu ord og tør tro og handle på det. Amen!