Det handler om at
være noget - helst stor. Og hvordan ved vi så hvem der
virkelig er noget, hvem der er stor? Ja, vi går vel og måler
og vejer os selv og hinanden og fælder dom: Hvem er noget og
hvem er et nul. Herman Stilling har skrevet et digt om det at
blive målt og vejet:
Alt bliver målt af målebånd,
som består af hundrede små dele
som til sidst bliver en meter.
Man måler fra væg til væg,
afstande fra by til by.
Man måler på alle kanter,
også lodret.
Man bliver målt og vejet
flere gange om dagen,
om man har vundet
eller tabt sig.
Man bliver målt og
vejet, om man har vundet eller tabt sig, eller hvad det nu er
meningen at finde ud. I denne olympiade tid bliver vi mindet
om hvor vigtigt det er at måle – længde, højde, mål, tid og
placeringer. Og det afgørende er selvfølgelig at resultatet
viser at jeg er god, at jeg er først, jeg er hurtigst, at jeg
er størst.
Det var ikke
anderledes på Jesu tid. I dag hører vi beretningen om to
brødre som nok skulle blive til noget stort. Det mente deres
mor i hvert fald. Efter hendes bedømmelse burde drengene være
med helt fremme. Det drejer sig om Jakob og Johannes -
Zebedæussønnerne - et par fiskere fra Galilæa. De var gode
venner med Jesus, ja, faktisk var de nogle af de første, som
forlod alt for at følge Jesus. Nu havde de fulgt Jesus i mere
end to år. De havde hørt alle hans prædikener og se ham
helbrede mange syge. Og de var helt vilde med Jesus - han ku
bare det der, og de vidste, der var mere i den fyr. En dag
ville Jesus få sit helt store gennembrud og blive en slags
præsident for hele verden, tænkte de.
Nu komme de to
brødre hen til Jesus. De har deres mor med - selvfølgelig, for
Fru Zebedæus hun har virkelig ambitioner på sine sønners
vegne. Hun ved nok, hvad det drejer sig om her i verden.
Hun er – ligesom
sine drenge – også sikker på, at ham Jesus han skal nok drive
det til noget stort, og hendes to sønner skal - så vidt det
står til hende - være med når toget kører. "Lov mig" siger hun
til Jesus "at du giver mine sønner de to vigtigste pladser i
regeringen når du bliver konge." Sådan lyder den ambitiøse
mors forfængelige drøm.
Men hvordan kan hun
få sig til det. Det er nærmest pinligt, og man burde i al fald
formode at hendes sønner syntes hun er pinlig, men nej, de er
bare helt med på den. De har vel målt og vejet hinanden og
talt om, at de nok kunne udfylde pladsen som Jesu
næstkommanderende, ja måske mente de ligefrem om sig selv, at
de var de bedst kvalificerede.
Men hvordan kunne de
ønske sådan. De havde været så meget sammen med Jesus, og så
alligevel…. Jo for sådan er alle mennesker: Vi måler og vejer
os selv og hinanden, og går vældig op i, hvem der nu er noget
- mere end andre. Og mærkelig nok, så så er vi mest
tilbøjelige til at tror på at vi selv er de dygtigste og de
klogeste, og omvendt så har vi så let ved at se ned på de
andres meninger og evner. Tænk nu, hvis Jakob og Johannes
havde fået deres ønske opfyldt, så havde alle andre automatisk
fået en mindre væsentlig plads.
Nu har vi heldigvis
denne skræmmende beretning i Bibelen om menneskelige
ambitioner. For så kan vi slappe af, og vide at sådan er vi -
det er såre menneskeligt, at ville være noget - og helst noget
stort. Og vi kan herefter helt og aldeles tage imod budskabet
fra Jesus, finde trøst og mod hos ham, som viser vejen.
Familien Zebedæus
får svar på tiltale: "I ved ikke, hvad I beder om" siger
Jesus, "Er I parat til at dø for sagen ligesom mig?" "Ja, det
er vi." svarer brødrene med det samme, for de tænker kun på
guld og grønne skove, tænker kun positivt, og tror at det her,
det går ikke galt. For Jesus har jo fortalt dem om Guds
vidunderlige rige fuld af herlighed.
De har bare ikke
forstået, at herligheden i Guds rige vil fremkommer gennem
forfølgelser, tortur og henrettelse.
Og hvor er det dog
nemt at sige Ja til Jesus, når man tror, han er en lykkegud,
der giver held og succes i hverdagen. Men livet sammen med
Jesus er ikke fravær af problemer og tilstedeværelsen af evig
lykke. Og pladsen ved siden af Jesus er ikke en man kan
tilkæmpe sig.
Jesus opgiver at
tilbagevise Zebedæusfamiliens vildfarelse. Han ligesom trækker
på skulderen - lidt træt og opgivende: "Ja, ja, I skal såmænd
nok komme til at opleve det samme som mig, men det er ikke mig
der bestemmer, hvem der skal have de vigtigste pladser ved
siden af mig.”
Jesus ved, at
disciplene vil komme til at opleve rigeligt med forfølgelser,
lidelser og død, ligesom ham selv. Men der er først efter
påskens begivenheder, det helt vil gå op for dem. Her og nu
forstår ingen af dem hvad det egentlig vil sige at følge
Jesus.
Jakob og Johannes og
deres mor afslører deres uvidenhed. Men også de andre disciple
afslører deres uvidenhed, for de bliver sure på Jakob
og Johannes. Ligeså sure som du og jeg bliver, når nogen maser
sig foran os i køen for at få den plads, vi mener, vi har
fortjent.
Men så kalder Jesus
sine disciple sammen - kalder dem til orden. Og endnu engang
holder han en prædiken for dem, og denne gang handler den om
hvad det vil sige at være et stort menneske:
"I ved, hvordan
konger hersker og bestemmer over deres folk, og hvordan de
store bruger deres magt. Sådan skal det ikke være hos jer. Den
der vil være stor, skal være de andres tjener, og den der vil
være leder, skal være slave for de andre." Og Jesus
slutter med at sige: "Det er på samme måde som med mig. Jeg
er heller ikke kommet for at andre skal tjene mig, men for
selv at være tjener. Med mit liv skal jeg købe mange mennesker
fri."
I den prædiken siger
Jesus noget afgørende: Han taler om sig selv som tjeneren, der
giver sit eget liv, for at andre kan leve, og han taler om
vores forhold til hinanden.
Hvordan vi skal være
i vores indbyrdes forhold, det ser vi i Jesu liv: Ligesom
Jesus tjente og gav sig selv for os, sådan skal vi være
hinandens tjenere og give af os sig i forhold til de andre.
Her møder vi jo
Jesus i rollen som en god baptist!! For Jesus knytter her al
autoritet i fællesskabet til det at tjene. I baptistkirken er
der taget højde for den menneskelige trang til at måle og veje
og bestemme. Det er en væsentlig værdi for os, at der i vores
fællesskab ikke er nogen der bestemme over andre, og her er
der ingen, der har finere pladser end andre.
Guds ord alene har
den endelige autoritet. Og Guds ord er dette, at sand
autoritet kun findes i tjenesten for Jesus og i tjeneste for
andre mennesker.
Vil du virkelig være
noget? Vil du drive det til noget stort her i tilværelsen, så
skal du tjene.
Tænke på dine
medmenneskers behov og handle ud fra ønsket om at give af dig
selv og af dit eget, for at livet kan blive bedre for andre.
Ja ja, det er så
bare den samme gamle moralprædiken om igen:
Om at dele med andre
og tænke på andre
og elske andre,
og at mene det hele meget bedre!
Lige et skud vitaminer til den dårlige samvittighed, for jeg
kan jo ikke!
Netop. Det er svært,
ja det er umuligt af ofre sig sådan virkeligt for andre
mennesker. Indrøm det bare, og vend dig så til Jesus, og lad
ham hjælpe dig.
Evangeliet er ikke
en moralprædiken, men er det glade budskab om at Jesus kan
gøre noget for dig. Jesu opfordring til at tjene hænger nøje
sammen med påskens begivenheder. Fra Jesu død og opstandelse
udgår saft og kraft nok til at gøre selv den værste synder til
en ydmyg tjener.
For husk, Jesus kom
ikke for at andre skal tjene ham, men for selv at være tjener.
Han døde og opstod for at befri dig fra alt det, som ødelægger
dit liv.
Vi ved, at selv
vores bedste vilje er ikke nok til at undgå forskelsbehandling
og uvenskab. Men det er ikke nok, at vide, vi skal også tro.
Tro på at Jesus vil tage magten fra os og erstatte den at
Helligåndens magt, som er tjenerånden! Der er ingen vej uden
om troen! Der er ingen vej uden om at du selv personligt
vælger at overgive dit liv til Jesus Kristus.
Det er sandheden!
Hvis du vil være fri for at blive målt og vejet om du vinder
eller taber dig i jagten efter at være noget, så er der ingen
vej udenom Jesus! Det er sandheden: At det er troen på Jesus
der redder dig.
Planlæg bare, at du
vil blive et bedre menneske – det er fint, det sker der ikke
noget ved. Men husk allerførst at bede til din frelser om at
tage imod dig som du er. Så skal han nok tage sig af dig, og
han vil lade dig tjene, så du gå i hans forberedte gerninger,
som Bibelen siger.
Glem aldrig hvem du
er – uforbederlige menneske - og tro altid på at Jesus har
reddet dig. Jesus har reddet dig både fra storhedsvanvid fordi
du tror du er bedst og fra dårlig samvittighed, fordi du
syntes du er mislykket. Jesus redder dig til at være det
virkelige store: Hans tjener der tjener andre.