Lignelsen om de to sønner i vingården
Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.

Mattæus 21,28-32

”Din mund siger NEJ NEJ, dine øjne siger JA!” Den kender du.  Og det kender du? Vi siger ikke det, vi mener, og mener ikke det, vi siger. Jesus har ikke bare fat i noget af det rigtige, han rammer plet med denne her historie. Der er ikke sammenhæng mellem vores ord og vores handlinger. Der er ikke sammenhæng mellem vores bekendelse og vores livsstil.

Jesus fortæller en historie om en far og hans to sønner. Eller lignelse som vi kalde Jesus historier, fordi handlingen skal ligne den virkelighed som er i Guds Rie. De to sønner bor stadig hjemme, så de er ikke helt voksne. De bliver bedt om at hjælpe til med det meget vigtige arbejde i familiens vingård, så helt små er de heller ikke. Det’ nok sådan nogle typiske pubertetsdrenge på 13-15 år – og når de er hjemme så gemmer de sig på deres værelser med computer, tv og høj musik. Han har nok skulle råbe højt den der far, for at få ørenlyd, men det lykkes at få begge drenge i tale. De forstår budskabet, at deres far gerne vil have dem til at hjælpe ude i plantagen. Ikke nok med det – det lykkes ham også at få et svar fra dem begge to – jo jo, prøv I bare selv, det er ikke så let både at få pubertetsbørn til at hør efter og at give et svar.

Jeg hørte engang en mand blive spurgt om han havde børn. Hans svarede ”ja jeg har fem børn: Tre normale og to teenagere.” Jeg husker det alt for tydeligt: ”Så sørger du selv for at komme hjem i aften?” Ja ja… ”Og så kommer du ikke for sent hjem, vel? Nej nej… som om hun overhovedet interesserede sig for min regler og aftaler. Ja det kan være besværligt at have med dem at gøre, for det er ganske nemt for dem at have et standpunkt til man tager et nyt. De kan sagtens sig nej, og fortryde eller sige ja, og ikke røre en finger. 

Nå så fik vi lige sat de unge på plads, nu har de fået deres velfortjente ris og vores uundgåelige brok. Det er godt, vi gamle ikke er sådan. Eller hvordan er det? Ja… når Jesus fortæller historier, så er det ikke fordi han er ude efter en bestemt aldersgruppe, så er det fordi han har en besked til os alle om hvad det vil sige at være menneske.

Og I denne historie som i flere andre, der er budskabet det, at mennesket faktisk er grundlæggende ulydigt mod Gud. Ja menneskets ulydighed mod Gud beskrives i Bibelen ofte ligesom pubertetsbørns uregerlige og urimelige oprør. I Bibelen præsenteres vi for dette oprør som tema nummer to. Første tema er skabelse, og så i 1. Mosebog kap. 3 der kommer beretningen om menneskets ulydighed mod sin skaber.

Kort fortalt er historien den: At først har Gud skabt jorden som et paradis. Uden regler og rammer, uden kirker og kommuner, uden fiskekvoter og CO2 aftaler. Arbejdsløsheden var 100 % og skatteprocenten var 0. Det var et paradis. Kun én ting skulle dette paradismenneske i sin superfrihed holde fingrene fra, og det var én bestemt frugt på et af paradisets mange træer. Hvor svært kan det være, at måtte alt undtagen en eneste ting? Nej vel, men ikke engang denne eneste regel kunne mennesket overholde. Eva og Adam spise af frugten og siden har verden ikke været den samme. For paradiset eller rettere mennesket forsvandt ud af paradiset, smidt ud på grund af sin ulydighed. ”Eva, nu holder du fingrene fra den frugt! Ja ja… ”Adam, nu behøver jeg vel ikke sætte hegn op omkring det træ, vel?” Nej nej... Men de gjorde fuldstændig hvad der passede dem.

Pubertetsbørn, Adam og Eva, historier… men det er vel ikke mig det handler om? Eller dig? Vi er jo ordentlige mennesker, fredelige og rare g til at regne med, og vi har da ikke noget imod Gud. Måske har vi gjort lidt oprør og skejet ud – lidt – i vores ungdom, men nu er vi da heldigvis kommet på den rigtige side af generationskløften. Og ulydighed mod Gud, det er da det sidste vil vil?!

Nu er jeg som præst i den situation at jeg ikke bare kan sige, hvad jeg har lyst til, og jeg kan heller ikke bare sige det som jeg ved, I gerne vil høre. Jeg er nemlig forpligtet til at sige, hvad det er Jesus mener. Og Jesus mener hvad han siger, at vores ja og nej ikke er til at regne med!

Det er ikke tilfældigt at det netop er ordene ja og nej, som bliver brugt her. Det er nogle af de mindste ord, de findes på ethvert sprog, og de kan have kolossal stor betydning. Blot ved at sige ja eller nej, kan du bestemme over et andet menneskes lykke. Der kan stå uendeligt meget på spil, og du kender helt sikkert situationer, hvor du bittert har fortrudt det ja, der burde have været et nej, eller det nej, som burde have været et ja. Omvendt så kan et ja og et nej være aldeles meningsløst. Når det fx bliver sagt 1000 vis af gange uden at betyde noget som helst. Ja ja… nej nej… For ord har ingen betydning ved blot at blive udtalt, de skal udleves.

Ingen af de to brødre i historien holder hvad de lovet. Deres ord og handlinger passer ikke sammen. Jesus efterlyser det menneske som siger ja og holder ord. Men hans historie afslører, at ingen holder ord, og at de rette handling ligeså godt kan skyldes held og tilfældighed, som den kan skyldes god vilje.

Hvilken af de to brødre mon du ligner mest? Ja Jesus bruger historien til at lave en sammenligning. Han sammenligner den første bror med tolderne og de prostituerede. Det er mennesker der bevidst har sagt nej til det rigtige og det sande og det sunde, og derefter lever et liv hvor de udnytter omgivelserne, og tjener tykt på andre svagheder. Og der skal virkelig noget til før tolderne og de prostituerede fortryder deres nej. Et mirakel måske, eller en kold tyrker. Og den mulighed fik de først gennem Johannes Døberens arbejde: Han kom og lærte om vejen til retfærdighed, og – som der står ”tolderne og skøgerne troede ham, og de skal gå ind i Guds Rige!” De fortrød deres nej, og med deres handlinger sagde de ja.

Jeg beklager at skulle sige det, men jeg mener nok at de fleste af os mest ligner den anden af de to brødre. Vi der har sagt ja til Jesus og ja til at leve som han, men… vi mente det nok ikke rigtigt, ikke så'en, vi er jo ikke fanatikere. Så vi har aldrig rigtig ført vores ja ud i livet.

I kirken er vi gode til at sige ja ja, til alle de pæne ord med ansigtet i de rigtige folder og foldede hænder, men vores handlinger afslører, at vi i virkeligheden siger nej. Vi elsker ikke vor næste som os selv, og det er ikke Gud der er på førstepladsen i vores liv. Og Jesus afslører vores løgne, vores tøven, vores oprør mod Gud, som er vores far.

Historien om de to brødre er ikke sådan rigtigt noget glad evangelium, vel?  Der mangler ligesom e tredje bror – en tredje mulighed: Ham der siger ja og som handler i overensstemmelse med sit ja. Så havde Jesu historie været et rigtigt eventyr – de tre brødre – jo den kender vi, og bare der også havde været den lykkelige slutning her: Ham der kunne sige ja, og gøre sin fars vilje. Ham der kunne få sit forhold til Gud bragt i orden og give Gud sit hjerte og som virkelig kunne udrette noget og som kunne forbedre verden. Så kunne vi have ham som et ideal, så kunne vi sammenligne os med ham – den tredje søn – og vi kunne have ham som mål for vores liv. Men der er altså bare de to sønner, som vi taler sammenligning med.

Kun én i denne verden formår at sige ja og holde ord, og det er Gud selv! Gud har fra skabelsen sagt ja til os – sine skabninger. Han har givet os et løfte om at hans velsignelse vil følge os og være med os! Han lader sin sol stå op over os alle: Toldere, skøger, farisæere, uretfærdige og syndere. Hele koret er omfattet af og indesluttet i Guds store JA til sine elskede og ulydige børn.

Og dette lille ord med den allerstørste betydning – Ja, Guds ja, det når sit højdepunkt i Jesus Kristus. Gud har vist os sin kærlighed ved at sende sin eneste søn til os. Og denne – Guds søn – er som den ikke eksisterende 3. bror i historien: Ham der kan sige ja til sin fars vilje og så gøre det. Jesus er selv det glade budskab til os i dag. Vi har hørt sandheden om os selv – vi er ulydige – men vores held og vores livs mulighed er at han sagde ja og gjorde sin fars vilje.