Jesus gik atter ud langs søen, og hele skaren kom til ham, og han underviste dem. Da han gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«
Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«

Ja, så begynder dagens prædiken om Levi, Alfæus´søn. Sådan har det være planlagt i mange måneder. Jeg er jo præsten der kan det der, og det er 8 måneder siden menigheden ansatte mig og mere end 3 måneder siden vi lavede aftalen om, at det var mig, der skulle stå for gudstjenesten i dag. Sådan skal det altså bare være. Jeg prædiker, det er jeg uddannet til og det er mit arbejde, som jeg får løn for, så jeg gør bare hvad der er aftalt, jeg passer mit arbejde og gør, hvad der forventes, og nu holder jeg prædiken.

Og I gør vel også, som I plejer, og som I forventer af hinanden. Der er igen gudstjeneste i Købnerkirken, og der sidder altid nogle på bænkene, ikke altid lige mange. Men der er altid nogen, og sådan ved I det er, for sådan har det altid været, og I gør som der forventes, sidder stille og hører efter – også i dag. Og sådan passer vi hver vores: I hører efter, og jeg prædiker om Levi, Alfæus´søn.

Og hvad er der så at sige om ham: Jo, han gjorde som vi gør – han passede sit arbejde – gjorde som man forventede af ham. Levi havde et godt arbejde som tolder. Han tjente mange penge, og selv om det mest var det romerske skattevæsen som nød godt af Levis arbejde, så var Levi dog selv ganske godt tilfreds. Han havde ikke så mange venner, men hvem har også det nu om dage? Har man bare lidt familie, et fast arbejde og et godt helbred - hvad mere kan man så ønske sig? Så lad gå med at man er lidt upopulær i byen. Bare enhver passer sit, så går det nok. Så kan de snakke alt det de vil - og det gør de: De snakker, gør de, om hvordan Levi kan få sig til det, at opkræve skat af fattige folk og dermed gøre det beskidte arbejde for den romerske besættelsesmagt, som intet havde at gøre der i Palæstina.

Ja, sådan snakker de om Levi, og så passer enhver i øvrigt sig selv, så Levi også får lov at passe sit arbejde - og passe sig selv, ligesom alle andre. Men, man var altså enige om at Levi var en synder. Han var en lus – en lus mellem to negle, han sad fast i en skruestik mellem sin arbejdsgiver Romerne på den ene side og folks meninger om ham på den anden side.

Og Levi var en synder - ingen tvivl om det, men han er ikke den eneste synder - for hvem er ikke det nu om dage: Forleden dag hørte jeg en overlæge i Danmark sige, at hvis vi lægger sort arbejde, manglende skattebetaling og manglende børnebidrag samme, så snyder danskerne for 200 milliarder kroner årligt, det er mere end dobbelt så meget, som det samlede sygehusvæsen koster. 

Ja, det er da også mærkeligt at naboen altid har håndværkere efter fyraften, men det blander jeg mig selvfølgelig ikke i, for vi har lært at det er bedst at vi passer os selv. Det er gammel vin på gamle sække og alt er som det plejer, og det er nok også bedst ikke at lave for meget om.

Og i kirken der passer vi også på. ”Nu skal vi passe på, at vi ikke ødelægger vores gode navn og rygte” var der en der sagde engang vi talte om at gøre en ekstraordinær missionsindsats. Og lad os nu ikke tale for højt om religionslighed for vi kan risikere at miste tilskud og skattefradrag, og hvad nu hvis vi kommer til at gøre muslimerne en tjeneste. Så vi holder lav profil, passer vores eget og blander os ikke for meget. Det er gammel vin på gamle sække og alt er som det plejer, og det er vel også godt nok?

For Levi sker der så det, at Jesus en dag kommer forbi hans toldbod der ved Genezarets sø. Levi sad der, som sædvanligt, og passede sit, ligesom alle andre passede deres, og I og jeg passer hver vores!

Men Jesus kommer forbi, og så sker der ting og sager. Jesus taler om en virkelighed, så meget anderledes end hverdagen trivialitet, og han gør noget ved det, og gør noget ved mennesker, så deres liv bliver forvandlet. "Følg mig" siger Jesus. Og… Levi gjorde det! Han gjorde det: Levi sprang op og fulgte Jesus. Han sprang op og faldt ned på penge og skatter og Romere og meninger, han forlod sit gamle liv - forlod sit arbejde og sin by.

Han sprængte rammerne om sit liv. Han fulgte Jesus. Det var ung vin på nye sække, det var, hvad der skete med Levi: Jesus gav ham et nyt liv. Hans liv fik et indhold, som ikke kunne være indenfor de gamle rammer. Derfor måtte Levi bryde op - springe rammerne. Hans gamle livsstil ville blive sprængt, hvis der skulle være mere liv i ham end før.

Der, hvor Jesus kommer forbi, der bliver der fest - men også forargelse. Sædvanligvis er det farisæerne som sætter ord på forargelsen, for de er kloge, og de er eksperter i hvad der er rigtigt og forkert, og de er selv så gode til kun at gøre det rigtige, så de siger om Jesus: "Han spiser jo sammen med toldere og syndere. Hvorfor vil han dog være sammen med den slags mennesker?" Og Jesus forklarer, at det er det han er her for. Og han siger, at han ikke er kommet for de raskes skyld, men for de syges skyld, og ikke kommet for de retfærdige, men for syndernes skyld.

Jesus er hård ved dem som tror de er bedre end andre, og omvendt tager Jesus hånd om de udstødte og giver dem glæde og nyt liv. Det er en barsk besked Jesus giver til de kloge farisæere: Han har intet at tilbyde dem som på forhånd ved at de er frelst! Jesus er de fortabtes frelser. Jesus kalder: "Følg mig!" Det er et kald til alle - et kald til frelse - et kald til at blive tilgivet. Jesus har fuldmagt fra Gud til at tilgive mennesker, og han gjorde tilgivelsen synlig og konkret ved at spise sammen med selv de mennesker vi mere er de mest forfærdelige. Glæde, fest og fællesskab det er den stemning bibelens beretninger om Jesus sætter os i.

At tro på Jesus er som ung vin på nye sække. For der hvor Guds magt til frelse bemægtiger sig mennesker, dér bryder gamle systemer ned, dér sprænges de gamle rammer. Dér, hvor Jesus er, der er der en form for liv og ny gæring, som ikke kan rummes i de gamle stive og møre sække.

Jesus selv levede anderledes end man forventede: Han hjalp mennesker, selv på steder og tider det var forbudt. Han overtrådte sabbatsbudet og andre love. Han var sammen med syndige mennesker. Ja, selv de regler og rammer som døden sætter i menneskers liv, dem sprængte Gud i stumper og stykker, da stenen påskemorgen væltede fra graven, og den korsfæstede Jesus blev levende. Ung vin på nye sække, andre boller på suppen, det er hvad der sker, når Jesus siger ”følg mig” og vi gør det.

Købnerkirken ser ud som den plejer, men budskabet om Jesus tænder lys i det mørkeste af vores hjerter, og mennesker der vil tro på Jesus finder vej til glæden og nyt liv. "Følg mig" siger Jesus, og så er der ikke mere at sige at sige til det, andet end at vi hver især må svare! Jesus kommer også forbi vores plads, her hvor enhver passer sit, og siger "Følg mig!" Jesus kommer forbi, han går ikke forbi, men standser ved sådan en som dig og mig. For han er kommet for at kalde syndere og ikke retfærdige. Han er kommet for at frelse de syge, og ikke de raske.

Jeg vil med glæde sige ja til Jesu kald, fordi jeg kan høre, at det handler om mit liv. Mig kan man ikke få ned med nakken ved at kalde mig en synder, for Jesus fortæller mig, jeg er en synder, og det er en befrielse. For hvor i alverden skal jeg ellers gå hen, hvem skal jeg tale med om mit liv, min tvivl, min sorg, min længsel, hvis det ikke er hos Gud.

"Følg mig" - det er ikke bare en opfordring, det er et tilbud om at få et ærligt svar på livets største spørgsmål. Og det er ikke kun ord, men liv! Når Jesus ønsker at være sammen med os, så er det for at forandre vort liv til det bedre, og ikke bare engang i himlen, men nu! Han kalder os ud i livet, ikke ud af livet. Vi skal ikke bare se op i himlen og se ned på livet. Mennesket er ikke en pilgrim, der lever som fremmed gæst på jorden med fast adresse i himlen. Gud fri os fra at se ned på livet her på jord, for det er det vi er skabt til at leve, og det er det liv Jesus kalder os til at leve helt og fuldt, og det vil sige sammen med Jesus. Sammen med Jesus er der ingen der får lov til kun at passe sit eget.

Hos ham er der en ny og bedre lov. Han siger, "elsk, som jeg har elsket! Bær hinandens byrder!"

Det betyder, at sammen med Jesus er der nok at tage fat på: Der er syge, som skal besøges, naboer der skal hjælpes, sange, der skal synges, bønner der skal bedes, børn der skal elskes, grædende der skal trøstes og sådan skal vi blive ved, så langt som livet selv, alt det Jesus kalder os til. Og det er dig, Jesus kalder på. Han kommer forbi din plads, fordi det er sådan en synder som dig, han er ude efter.

"Følg mig" - sagde Jesus til Levi, og han sprang op. Troen på Jesus kan simpelthen ikke blive siddende stille i de gamle rammer. Troen vil ud i livet, og ikke bures inde! Troen er ikke som en ost, der ligger på et lager og trækker mug og skimmel til sig - NEJ, den kristne tro er som mannaen i ørkenen, der skal bruges samme dag den bliver givet – hver dag.

Når Jesus kommer forbi så er der ingenting der forbliver at være som det plejer. Sammen med Jesus får vi ikke lov til at passe sig selv bag vores pæne facader. Fo det handler ikke om at være pæn. Desværre kommer vi ofte til at forveksle pæn bedsteborgerlige moral og livsstil med kristendom. Men kristelighed betyder Kristus-lighed. At følge Jesus er at ville som han: Altså, det modsatte end at passe sig selv - nemlig at gå til mennesker med besked fra Gud.

Alle, som fulgte Jesus, lærte at blive menneskefiskere. Så kunne vi fristes til at tro, at de byggede en kirke og et orgel og regnede med at folk ville komme strømmende til og blive som dem. Men sådan var det ikke. Jesus inviterede ikke til møder. Han gjorde vel det modsatte, han gik selv og mødte mennesker, der hvor de var, og han lærte sine disciple at gøre det samme. Og Jesu kald i dag er ikke et kald til at gå ind i kirken, men ud i livet for at tjene Gud og næsten dér.

Jesu kald til dig er et tilbud om at blive nærværende, mere levende, mere liv i øjnene - et tilbud om at turde være menneske, turde være netop dét menneske, du er - sammen med andre! "Følg mig" - siger Jesus!  

Og det var så den prædiken. Så har jeg gjort, hvad jeg skulle, hvad jeg plejer og hvad I forventede. Det samme har I, siddet pænt stille på jeres pladser på bænkene. Vi passer hver vores. Og så er alting nok som det plejer.