”… Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.« Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«
Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér.
Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?«

Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.«

Alting ser ud, som det plejer, - men verden er lige gået under! Livet fortsætter, som om intet er hændt, men der er netop sket det ene, som har forandret alt: Tømt alt for indhold, gjort verden til en kulisse og livet til rutine. Det kan være et andet menneskes død, der på den måde vender op og ned på alt. Det kan også være mangel på liv i én selv, der får alt til at se dødt ud omkring én. Mennesker kan blive som døde for én, selvom de er i live. Og mennesker kan leve i én, selvom de er døde! En dødelig sygdom kan give livet fylde, og den, der intet fejler, kan lide af sygdom til døden! Sådan er liv og død flettet ind i hinanden i et uigennemskueligt mønster. Der kan være liv i det døde og død i det levende! Der findes intet liv uden død og ingen død uden liv!

Det var så lige den filosofiske indledning på prædikenen! Og så kommer vi til the ”real thing” – Hvad siger Jesus og hvad gør han?

Jesus beskæftiger sig meget med den sag: Altså Liv og død og hvordan de to forholder sig til hinanden. For Jesus er døden ikke en tilstand, som pludselig indfinder sig, når hjertet holder op med at slå. Og for ham er livet ikke noget, der med ét hører op, når man ikke trækker vejret længere.

Jesus både trøster og forskrækker os: Det er en trøst at vide, livet er stærkere end døden, og at vores begravelse ikke er afslutningen for os. Men det er barsk besked, når vi hører og erfarer, at døden ikke bare venter til den dag vi lukker øjnene. Selv midt i livet kan døden fylde og formørke alt.Alting ser ud, som det plejer, - men verden er lige gået under! Martha har mistet sin bror Lazarus. Han er død og hendes verden er gået under.

Før var der liv og glæde, nu fylder døden og sorgen det hele. Og så er der ikke megen trøst at finde i den verden, der hensynsløst er som den plejer. ”Livet skal jo gå videre” siger de, ”men hvordan?” Spørger Martha grædende, fuld af sorg og smerte.

Marthas bitterhed retter sig mod hendes nærmeste – mod hendes egen søster Maria, der ikke kan beherske sin gråd. Og Jesus går det også ud over, han får det glatte lag: Martha beskylder ligefrem Jesus for at være skyld i Lazarus død. Hun siger: ” Havde du været her, så var min bror ikke død!” Hun glemmer at hun selv alt for sent havde sendt bud efter Jesus.

Jesus ventede godt nok to dage med at tage af sted, efter at han havde fået besked om Lazarus sygdom. Men var han taget af sted med det samme, så var han alligevel kommet to dage for sent. Da Jesus endelig ankommer, har Lazarus været død i fire dage. ”Ja, han stinker allerede!” som Martha så pænt udtrykker det. Jo, det var en skuffet, bitter og ulykkelig kvinde, Martha, der havde mistet sin bror.

De var 3 søskende som boede sammen. Lazarus var Martha og Marias bror og derfor manden i huset. Jeg tror nu nok, det mest var storesøster Martha, der bestemte mest. Dér levede de i dyb afhængighed af hinanden. At Lazarus dør, er ikke bare sørgeligt, det er en katastrofe: Marthas verden går under!

Det kan se i ethvert menneskes liv: Alting ser ud, som det plejer, - men verden er lige gået under: At blive svigtet af sin elskede. At miste én man holder af. Eller i sin krop opdage en sygdom der fjerner livet bid for bid. Så er skuffelse, bitterhed og sorg naturlige følelser – når man oplever hvor uretfærdigt og hensynsløst at liv og død og godt og ondt er blandet sammen.

Og når man så ser omkring sig, at alting ser ud som det plejer, ja det forstærker blot følelsen af ulykke og bitterhed: For hvordan kan livet bare gå videre tilsyneladende upåvirket af min katastrofe. Andre mennesker er bare glade – ligeglade. Det er bare min verden, der styrter i grus.

Dér stod Martha fuldstændig ødelagt. Og da Jesus endelig kommer flyder hendes bitterhed over i noget der nærmest lyder som en mord anklage: ”Havde du været her, var min bror ikke død.” Nu er Jesus jo stor nok til at kunne leve med sådan en beskyldning. Han som bar al verdens synd og skyld, kan også bære det her.

Vi møder netop en Jesus på toppen af sin karriere: Aldrig alene, omgivet af sine disciple og mange flere som fulgte ham og spændt fulgte med i, hvordan det gik med ham. De var der alle sammen: De nysgerrige, de oprigtigt interesserede, de fanatiske tilhængere og de kritiske modstandere. Ingen ville gå glip af noget, og der skete altid noget, der hvor Jesus var. Der var også mange mennesker omkring Jesus den dag han kom til Marthas hus., og de blander sig.

Det blev bare for meget for Martha, og Jesus ser også ud til at være vældig irriteret over dem. Han må lægge øre til alle mulige bemærkninger lige fra ubrugelig medynk til spydige bemærkninger som: ”Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?”

Jesus er virkelig blevet udfordret af både Marthas anklager og de andres grovheder. Han svarer dog ikke igen i på samme grove måde, derimod lader han dem alle opleve Guds herlighed. Og både i ord og handling griber Gud ind. Først i ord, da Jesus taler med Martha. Han fortæller hende hvem han er, og hvad han betyder for mennesker: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør!” I den forbindelse må jeg så tage hatten af for Martha: Midt i sorgen kan hun aflægge en kristen bekendelse. Hun siger til Jesus: ”Jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn!”

Efter den fantastiske ordveksling mellem Jesus og Martha skrider Jesus til handling. Som et synligt tegn på Guds herlighed går Jesus hen til graven for at hente Lazarus. Jesus er opstandelsen og livet, og enhver som tror på ham lever, selvom han dør. Hvad Jesus gør, er en naturlig konsekvens af de ord: Han gør det umulige: kalder Lazarus ud af graven. ”Lazarus, kom herud!” – Og den døde kommer ud, med strimler af stof viklet om fødder og hænder og hoved.

Det er ikke en helt almindelig begivenhed det her. Kun tre gange gør Jesus det her med at gøre døde mennesker levende. Han gør det som et tegn på Guds herlighed, for at vise at livet er stærkere end døden. Derfor er budskabet: Jesu opstandelseskraft er større end dødens nedbrydende magt. Jesus gør det umulige, og det kan også ske i dit liv. Ikke på den måde, at du skal tror, det sker ligesom med Lazarus.

Det skete jo kun tre gange – ikke som regel, men som undtagelser. Du skal ikke gå rundt som en blind religiøs fanatiker og tro at de, som er døde her på jord, skal blive levende og gå rundt iblandt os igen. Døden er også vores uundgåelige realitet. Men Jesus forkynder: Du skal leve selvom du dør! Du skal leve NU, selvom du skal dø senere!

Og du skal leve selv efter du er død! Og du skal leve selvom du allerede nu har oplevet døden, enten fordi du har mistet, dem du holdt af, eller du har mærket at døden sætter spor i din skrøbelige eller gamle krop.