v20  Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. v21  Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« v22  Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. v23  Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«

v24  Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. v25  Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. v26  Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, v27  og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, v28  ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

Det handler om at være noget - helst stor. Og hvordan ved vi så hvem der virkelig er noget, hvem der er stor? Ja, vi går vel og måler og vejer os selv og hinanden og fælder dom: Hvem er noget og hvem er et nul. Herman Stilling har skrevet et digt om det at blive målt og vejet:

                 Alt bliver målt af målebånd,
                 som består af hundrede små dele
                 som til sidst bliver en meter.

                 Man måler fra væg til væg,
                 afstande fra by til by.
                 Man måler på alle kanter,
                 også lodret.

                 Man bliver målt og vejet
                 flere gange om dagen,
                 om man har vundet
                 eller tabt sig.

Man bliver målt og vejet, om man har vundet eller tabt sig, eller hvad det nu er meningen at finde ud. I denne olympiade tid bliver vi mindet om hvor vigtigt det er at måle – længde, højde, mål, tid og placeringer. Og det afgørende er selvfølgelig at resultatet viser at jeg er god, at jeg er først, jeg er hurtigst, at jeg er størst.   

Det var ikke anderledes på Jesu tid. I dag hører vi beretningen om to brødre som nok skulle blive til noget stort. Det mente deres mor i hvert fald. Efter hendes bedømmelse burde drengene være med helt fremme. Det drejer sig om Jakob og Johannes - Zebedæussønnerne - et par fiskere fra Galilæa. De var gode venner med Jesus, ja, faktisk var de nogle af de første, som forlod alt for at følge Jesus. Nu havde de fulgt Jesus i mere end to år. De havde hørt alle hans prædikener og se ham helbrede mange syge. Og de var helt vilde med Jesus - han ku bare det der, og de vidste, der var mere i den fyr. En dag ville Jesus få sit helt store gennembrud og blive en slags præsident for hele verden, tænkte de.

Nu komme de to brødre hen til Jesus. De har deres mor med - selvfølgelig, for Fru Zebedæus hun har virkelig ambitioner på sine sønners vegne. Hun ved nok, hvad det drejer sig om her i verden.

Hun er – ligesom sine drenge – også sikker på, at ham Jesus han skal nok drive det til noget stort, og hendes to sønner skal - så vidt det står til hende - være med når toget kører. "Lov mig" siger hun til Jesus "at du giver mine sønner de to vigtigste pladser i regeringen når du bliver konge." Sådan lyder den ambitiøse mors forfængelige drøm.

Men hvordan kan hun få sig til det. Det er nærmest pinligt, og man burde i al fald formode at hendes sønner syntes hun er pinlig, men nej, de er bare helt med på den. De har vel målt og vejet hinanden og talt om, at de nok kunne udfylde pladsen som Jesu næstkommanderende, ja måske mente de ligefrem om sig selv, at de var de bedst kvalificerede.

Men hvordan kunne de ønske sådan. De havde været så meget sammen med Jesus, og så alligevel…. Jo for sådan er alle mennesker: Vi måler og vejer os selv og hinanden, og går vældig op i, hvem der nu er noget - mere end andre. Og mærkelig nok, så så er vi mest tilbøjelige til at tror på at vi selv er de dygtigste og de klogeste, og omvendt så har vi så let ved at se ned på de andres meninger og evner. Tænk nu, hvis Jakob og Johannes havde fået deres ønske opfyldt, så havde alle andre automatisk fået en mindre væsentlig plads.

Nu har vi heldigvis denne skræmmende beretning i Bibelen om menneskelige ambitioner. For så kan vi slappe af, og vide at sådan er vi - det er såre menneskeligt, at ville være noget - og helst noget stort. Og vi kan herefter helt og aldeles tage imod budskabet fra Jesus, finde trøst og mod hos ham, som viser vejen.

Familien Zebedæus får svar på tiltale: "I ved ikke, hvad I beder om" siger Jesus, "Er I parat til at dø for sagen ligesom mig?" "Ja, det er vi." svarer brødrene med det samme, for de tænker kun på guld og grønne skove, tænker kun positivt, og tror at det her, det går ikke galt. For Jesus har jo fortalt dem om Guds vidunderlige rige fuld af herlighed.

De har bare ikke forstået, at herligheden i Guds rige vil fremkommer gennem forfølgelser, tortur og henrettelse.

Og hvor er det dog nemt at sige Ja til Jesus, når man tror, han er en lykkegud, der giver held og succes i hverdagen. Men livet sammen med Jesus er ikke fravær af problemer og tilstedeværelsen af evig lykke. Og pladsen ved siden af Jesus er ikke en man kan tilkæmpe sig.

Jesus opgiver at tilbagevise Zebedæusfamiliens vildfarelse. Han ligesom trækker på skulderen - lidt træt og opgivende: "Ja, ja, I skal såmænd nok komme til at opleve det samme som mig, men det er ikke mig der bestemmer, hvem der skal have de vigtigste pladser ved siden af mig.”

Jesus ved, at disciplene vil komme til at opleve rigeligt med forfølgelser, lidelser og død, ligesom ham selv. Men der er først efter påskens begivenheder, det helt vil gå op for dem. Her og nu forstår ingen af dem hvad det egentlig vil sige at følge Jesus.

Jakob og Johannes og deres mor afslører deres uvidenhed. Men også de andre disciple afslører deres uvidenhed, for de bliver sure på Jakob og Johannes. Ligeså sure som du og jeg bliver, når nogen maser sig foran os i køen for at få den plads, vi mener, vi har fortjent.

Men så kalder Jesus sine disciple sammen - kalder dem til orden. Og endnu engang holder han en prædiken for dem, og denne gang handler den om hvad det vil sige at være et stort menneske:

"I ved, hvordan konger hersker og bestemmer over deres folk, og hvordan de store bruger deres magt. Sådan skal det ikke være hos jer. Den der vil være stor, skal være de andres tjener, og den der vil være leder, skal være slave for de andre." Og Jesus slutter med at sige: "Det er på samme måde som med mig. Jeg er heller ikke kommet for at andre skal tjene mig, men for selv at være tjener. Med mit liv skal jeg købe mange mennesker fri."

I den prædiken siger Jesus noget afgørende: Han taler om sig selv som tjeneren, der giver sit eget liv, for at andre kan leve, og han taler om vores forhold til hinanden.

Hvordan vi skal være i vores indbyrdes forhold, det ser vi i Jesu liv: Ligesom Jesus tjente og gav sig selv for os, sådan skal vi være hinandens tjenere og give af os sig i forhold til de andre.

Her møder vi jo Jesus i rollen som en god baptist!! For Jesus knytter her al autoritet i fællesskabet til det at tjene. I baptistkirken er der taget højde for den menneskelige trang til at måle og veje og bestemme. Det er en væsentlig værdi for os, at der i vores fællesskab ikke er nogen der bestemme over andre, og her er der ingen, der har finere pladser end andre.

Guds ord alene har den endelige autoritet. Og Guds ord er dette, at sand autoritet kun findes i tjenesten for Jesus og i tjeneste for andre mennesker.

Vil du virkelig være noget? Vil du drive det til noget stort her i tilværelsen, så skal du tjene.

Tænke på dine medmenneskers behov og handle ud fra ønsket om at give af dig selv og af dit eget, for at livet kan blive bedre for andre.

Ja ja, det er så bare den samme gamle moralprædiken om igen:
Om at dele med andre
og tænke på andre
og elske andre,
og at mene det hele meget bedre!
Lige et skud vitaminer til den dårlige samvittighed, for jeg kan jo ikke!

Netop. Det er svært, ja det er umuligt af ofre sig sådan virkeligt for andre mennesker. Indrøm det bare, og vend dig så til Jesus, og lad ham hjælpe dig. 

Evangeliet er ikke en moralprædiken, men er det glade budskab om at Jesus kan gøre noget for dig. Jesu opfordring til at tjene hænger nøje sammen med påskens begivenheder. Fra Jesu død og opstandelse udgår saft og kraft nok til at gøre selv den værste synder til en ydmyg tjener.

For husk, Jesus kom ikke for at andre skal tjene ham, men for selv at være tjener. Han døde og opstod for at befri dig fra alt det, som ødelægger dit liv.

Vi ved, at selv vores bedste vilje er ikke nok til at undgå forskelsbehandling og uvenskab. Men det er ikke nok, at vide, vi skal også tro. Tro på at Jesus vil tage magten fra os og erstatte den at Helligåndens magt, som er tjenerånden! Der er ingen vej uden om troen! Der er ingen vej uden om at du selv personligt vælger at overgive dit liv til Jesus Kristus.

Det er sandheden! Hvis du vil være fri for at blive målt og vejet om du vinder eller taber dig i jagten efter at være noget, så er der ingen vej udenom Jesus! Det er sandheden: At det er troen på Jesus der redder dig. 

Planlæg bare, at du vil blive et bedre menneske – det er fint, det sker der ikke noget ved. Men husk allerførst at bede til din frelser om at tage imod dig som du er. Så skal han nok tage sig af dig, og han vil lade dig tjene, så du gå i hans forberedte gerninger, som Bibelen siger.