Og derefter følger så beretningen om hvordan Israels folk bevæger sig gennem grænselandet. Efter 40 år i ørkenen skal de nu over grænsen ind til det nye land, som Gud har lovet dem.  

Der sker nogle helt vild spændende ting der i grænselandet. Først sender Josva spioner i forvejen. De skal undersøge landet, og især Jeriko. De bliver opdaget, men de bliver hjulpet af en prostitueret i Jeriko og de slipper ud med vigtige informationer. Dernæst går hele folket tørskoet gennem Jordan floden, på samme måde som de 40 år tidligere flygtede fra ud af Ægypten gennem det Røde Hav.

Inden folket når til Jeriko, får de tid til at få styr på deres organisering, deres gudstjeneste, ritualer og regler. Og så er de klar til det store slag mod byen Jeriko: I seks dage går præster og krigere en gang rundt om byen, og gør ellers ikke noget. Men på den syvende dag er der syv præster som trutter i nogle vædderhorn, og så råber hele folket et kampråb - så højt at byens mure braser sammen. Resten er historie.

Vejen er banet for Josva og hans folk. Det tager godt nok adskillige år før de får taget hele landet i besiddelse, og der er rigtig mange store problemer undervejs.    

Beretningen om folkets vej i grænselandet mellem ørken og det nye land fortælle os også om den vej vi skal gå. Det handler om kirkens folk, Jesu disciple på vej i grænselandet mellem det gamle vi kommer fra og det nye land vi er på vej til. 

Og så er det tid til et digt: Klavs Bondebjerg (1983)

Findes der et sted mellem himmel og helvede
hvor en engel og en djævel kan mødes
bytte horn og vinger
og opklare eventuelle misforståelser

Findes der et område mellem parkanlæg og jungle
hvor gorillaen og den noble herre
kan sidde sammen under et skyggefuldt træ
roligt diskuterer
hvorvidt det er grimt at være pæn

Findes der en zone mellem hvidt og sort
nat og dag
mani og depression
hvor syvsoveren og den søvnløse kan mødes
for at vække og vugge hinanden

Findes der et lag mellem virkelighed og drøm
hvor modsatte temperamenter
ikke bagtaler men belyser hinanden
hvor plus og minus
ikke hele tiden kæmper om atomet
som to fugle med hvert deres næb
lukket om den samme krumme

Findes der et fristed
hvor komplementære sandheder og farver
kan snuse nysgerrigt til hinanden
som legesyge hunde

Findes der et rum mellem fødsel og død
hvor en opfindsom guds dobbeltportræt:
mand og kvinde kan mødes i et favntag
for at fejre samhørighed og selvstændighed

Og jeg er en af dem, - en af dem, der gerne vil vide det. Findes der er et sted mellem alting… hvor jeg kan være?
Hvorfor skal vi hører 3000 år gamle bibelhistorie? Er det ikke vigtigere at vide om der i mit liv i dag findes et sted hvor jeg kan leve.

Nu er det bare så sjovt at det nye digt og den gamle Bibel handler om det samme:

Både Josvas historie og Klavs Bondebjergs digt handler om grænselandet. Josva og folket bevæger sig gennem grænselandet mellem ørkenen og det nye land. Digteren spørger hvor er det grænseland er, hvor han kan leve og sprudle – et sted mellem fødsel og død, hvidt og sort, grimt og pænt.

Budskabet til os i dag er, at det er præcis der kirken befinder sig: Kirken er på vej i grænselandet, og grænselandet er i kirken. Det liv, som det kristne budskab tilbyder dig at leve, er at være med i et fællesskab hvor du kan være uanset alle dine modsætninger og særlige behov – et fællesskab der bevæger sig i et grænseland hvor både du og vi sammen er på vej mod det nye land, vi skal tage i besiddelse.

Vi er der ikke endnu – vi er i grænselandet – og vi er heller ikke i ørkenen længere, den ligger bag os, vi er netop i grænselandet.

Menighedsrådets formand fortalte sidste søndag, at denne dag ville blive en milepæl i menighedens historie. Ja det er det. Og det har vi brug for, milepæle for at finde vej, for at vide vi er på den rette vej.

For mig personligt er det absolut en milepæl. Nu får jeg igen et engagement i den lokale menighed. Jeg tror at Gud har skabt mig som sådan en, der bare skal være der - i det lokale fællesskab af mennesker der følger Jesus. Og nu er jeg her, jo det er en milepæl for mig. Og det er det selvfølgelig også for menigheden – en milepæl, så kom vi så langt. Nogen vil måske sige, ”så har vi præst igen.” Og det er godt, for så er vi tilbage i den kendte rutine med en ansat til at tage sig af menigheden. Nu er alt igen ved det gamle.

Selv vil jeg nok håbe at denne milepæl i menighedens historie mere minder om den milepæl jøderne kom til i grænselandet ved Jordan floden foran den stærk bevogtede Jeriko med de store bymure. Vi kommer jo fra 40 år i ørkenen – bogstaveligt talt – på ca. 40 år faldt menighedens medlemstal fra over 400 til i dag under 100. Vi kommer fra en håbløs situation, som næsten ingen ønskede at være en del af.

Vores egen selvopfattelse her i menigheden har været meget tæt på et nul – punkt. En del mennesker har gennem årene forladt menigheden frustrerede og desillusionerede, og søgende mennesker og tilflyttere har for det meste fundet andre steder at høre hjemme.

Skal alt nu være ved det gamle? Nej, Gud forbyde dét. Bag os ligger ørkenen, og foran os ligger det land Gud vil give os. Jeg glæder mig til at være med på den vandring sammen med jer. Vi er i grænselandet på vej til det nye som Gud vil vise os og give os. Vi skal gå over flere grænser og der skal væltes nogle mure – i hvert fald i overført betydning – og det bliver sikkert ikke let.

Det kan være skræmmende at opleve nye ting, ja bare at tænke på det. Det var derfor Gud sagde til Josva: "Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke. Vær modig og stærk… Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går." Det er også Herrens ord til os i dag.  - Eller som Jesus sagde til sine forskrækkede venner efter sin opstandelse: »Fred være med jer… Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? « 

Der er jo ikke tale om at vi skal indtage det nye land med våben og vold og smadre altid omkring os ligesom på Josvas tid. Ordet Mission, der betegner Kirkens opgave, bruges også om militære aktioner, men selvfølgelig er der ikke tale om at indtage et geografisk område med magt.

Det handler om at være i den mission som Jesus har givet os. At gå ind i et nyt land hvor vi lever som han gjorde og som han siger vi skal leve. Lære af ham og adlyde ham. 

Den vej vi skal gå er – som vi sang – forsoningens vej, frihedens vej, enhedens vej og Himmelens vej. Og jeg er overbevist om, at når det er Jesu vej vi vælger, så er der så meget Guds Helligånds kraft og saft i det, at der vil ske store ting i denne menigheds fællesskab. Det har Gud selv lovet.

Vi er nogle stykker der gerne vil vide om der findes det der sted mellem alting… hvor jeg kan være mig og leve og sprudle - et sted mellem fødsel og død, hvidt og sort, grimt og pænt. Ja det findes i vores menighed – i fremtidens menighed. Der er også, i den menighed som har Jesus Kristus som Herre, et grænseland, hvor modsætninger og forskelligheder kan mødes til velsignelse for alle.

Især glæde jeg mig over det ”område mellem parkanlæg og jungle hvor gorillaen og den noble herre kan sidde sammen under et skyggefuldt træ roligt diskuterer hvorvidt det er grimt at være pæn"

Nu kender jeg jer heldigvis ikke godt nok til at vide hvem der er gorillaen og hvem der er den noble Herre. Men forstå nu bare indtil videre pointen: I den menighed som er på vej i grænselandet fra ørkenen til det nye land, der er plads til både gorillaer og noble Herrer og til dig og mig.

Også på den måde lægger vi det gamle bag os – vi vender ryggen til den menighed, hvor der ikke var plads til alle. Fremtidens menighed i grænselandet - i mission – på vej ind i et nyt land er en menighed for alle. Som Paulus udtrykker det (her frit oversat): Her er ikke forskel på græker og jøder, mand og kvinde, sort og hvid, svensker og jyder – alle er vi ét i Kristus.