Jeg har sådan set – sagt i al beskedenhed – selv fejret et jubilæum – 50 år – så jeg er altså præcis dobbelt så gammel som kredsen her. Mit eget jubilæum har fået mig til at overveje hvad i runden et jubilæum er, og hvad meningen er med at fejre det.

Konklusionen på mine overvejelser er, at der i grunden ikke er så stor forskel på et menneskes fødselsdag og så en menigheds fødselsdag. For i begge tilfælde genstanden for hyldesten det samme, nemlig fællesskabet.

Nogen vil måske mene at der er stor forskel. Jo, når en person fejrer fødselsdag, så er der fokus på det ene menneske, men går det rigtigt til så vil der være ligeså meget fokus på det menneskes ægtefælle, børn, familie og venner.

Min egen oplevelse af at blive 50 år er, at det er endnu mere klart for mig i dag, hvilken betydning andre mennesker spiller i mit liv. Hvad jeg er og hvem jeg er, det er jeg i kraft af de relationer som findes i mit liv. Ensomhed er meningsløshed – fællesskab er livets mening! Et liv i ensomhed er ikke et liv.

At være alene kan være meget godt især en gang imellem, men det er noget helt andet end ensomhed. Det, ikke at have nogen at være sammen med, er et helvede. Det, ikke at have noget at være sammen med andre om, er et helvede.

At fejre jubilæum – uanset det er 25 eller 50 år, uanset det er et menneskes fødselsdag eller en milepæl for et fællesskab af mennesker, så er det en relationernes fest – en fest for fællesskabet.

Der findes mange fællesskaber – meget forskelligt at være sammen om. Det blev bemærket ved min fødselsdag at jeg er en aktiv del af fællesskabet omkring Vejle Boldklub – det er mit hold! Dem holder jeg med – i medgang og modgang – også efter en katastrofal efterårssæson i Superligaen med det ene nederlag efter det andet. VB ligger nu på næst sidstepladsen med 9 point for 18 kampe. Alligevel giver det mening at være med, med på holdet, med om holdet, at holde med og juble og græde i ups and downs.

Jeres menighedskreds jubilæum er fællesskabets fest. I fejrer de relationer, som hver enkelt mennesker har kunnet knytte gennem jeres missionsaktivitet. I fejrer jeres sammenhold og mindes holdets sejrer og nederlag – ups and downs – og det er dybt meningsfyldt for jer at hører til i dette fællesskab, ja det er del af selve livets mening.

I går ind for fællesskab – og det gør Jesus også. At Jesus er tilhænger af fællesskab, det ved vi fordi hele hans liv er et forbilledligt eksempel på at skabe fællesskaber på tværs af alle grænser og skel.

Det sker i den beretning vi hørte før – her skabes fællesskab på tværs af kulturelle, sproglige, politiske, religiøse grupperinger. Jesus skaber et fællesskab, hvori de meste vidunderlige ting kan ske.

Fællesskabet over alle tænkelige grænser er så vigtig en del af kendetegnet ved Guds Rige, så Jesus må sige, at dem som tror, de har mere ret til fællesskabet end andre, de "skal kastes ud i mørket udenfor. Og dér skal der være gråd og tænderskæren."

Vi kan let blive holdt fast af den negative side ved alting. Fx Hvad var det lige vi hørte Jesus sige: "at der er nogen, som skal kastes ud i mørket, hvor der skal være gråd og tænderskæren." - Og så kan vi let kørt fast fordi, det kender vi – det onde og kedeligt.

Og hvad er det vi tænker på ved et jubilæum – hvad husker vi tilbage på, og hvad er det for en fremtid vi forstiller os?
Ja vi har haft dårlige oplevelser og vi kan sagtens forestille os en fremtid uden håb, for vi har så let ved at holde fast ved den negative side af alting.

Forestil dig, at du står i supermarkedet og kikker på et dejligt stykke kød, som du gerne vil sætte tænderne til aftensmaden. Og så får du øje på klistermærket, hvor der står sidste salgsdag 26. januar, og du tænker "Åh, nej, man kan blive syg og dø af det, hvis man spiser mad, der er for gammelt!" Hallo: Det er den 21. januar, og du havde vel tænkt dig at spise kødet i dag, men bare tanken om den der sidste slagsdag og de mulige konsekvenser af at spise gammelt kød, får dig til at springe maden over i dag. Det er dumt! Ja, det er dumt at fokusere på den negative side af alting, fordi det kan forhindre os i at få øje på den vidunderlige og fantastiske virkelighed, som Guds Rige er.

Men hvad var det lige for en beretning fra Bibelen du hørte lige før? Handlede den om at skære tænder og græde i mørket? Nej, den handlede om en af besættelsesmagtens soldater og Jesus – de to rækker ud mod hinanden, og der opstår et fællesskab hvori tro, helbredelse og frelse hører hjemme!

Jesus viser med sit liv og fortæller med ord, hvad han har at tilbyde mennesker, og det er så stort at det overgår alt andet. Det er så godt, at det er uforståeligt, og absurd når vi skal forklare det med menneskeord og menneskeerfaring. Lad os derfor bruge Bibelens ord, altid – som fx beretningen om den romerske soldat og hans syge tjener.

En romersk soldat, hvad skal han egentlig hos Jesus? Jo, han må have hørt, at Jesus kunne hjælpe de syge. Den fremmede soldat afslører derefter to meget positive side af sig selv:

For det første at han bekymre sig om sin syge tjener: Han føler, det er hans ansvar at gøre noget for at hjælpe tjeneren.

For det andet afslører soldaten, at han er i besiddelse af en tro på, at Jesus kan gøre en forskel: Han tror, at Jesus kan gøre tjeneren rask. Han siger: "Herre, sig blot ét ord, så vil min tjener blive helbredt."

Den romerske officer havde mange gode grunde til ikke at tro på Jesus: Han tilhørte en anden religion, en anden kultur og han havde en anden etnisk baggrund end Jesus. De må have været som fremmede overfor hinanden. Jesus bemærker det, og han udtrykker begejstring for det, han ser og hører, og hans siger: "Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen af mine egne." Og Jesus viser, at det godt kan betale sig at tro på ham uanset hvem man er. Jesus siger til den fremmede soldat: "Gå, det skal se dig som du troede!"

Soldaten havde ingen ret til at gøre som han gjorde. Og han havde ingen ret til at få, hvad han bad om. Han brød alle normer for god opførsel der på egnen, ved at blande sig med jøderne og oveni købet bede om hjælp hos en af dem.

Han vidste, han ikke selv var herre over svaret på sin bøn, at det alene var Jesu afgørelse: "sig blot ét ord!" Han troede, at Jesus kunne hjælpe, og netop den tro var årsag til at det faktisk skete: Soldatens tjener blev rask.

Hvad siger du så? For mig er det her HELT fantastisk. Vidunderligt og farligt på samme tid. Kan du forestille dig rækkevidden af det Jesus gør og siger? 

Forestil dig at Jesus Guds søn var dansker, altså indfødt dansker og medlem af Folkekirken som de fleste. Og forestil dig at sammenslutningen af verdens muslimske lande havde besat hele Europa. I Danmark var der udstationeret 200.000 pakistanske muslimske soldater. Kan du forestille dig det? Og tænk så, at en af disse fremmede muslimske soldater, som alle hader, beder om hjælp hos en kristen dansker. KRISE KRISE KRISE.

Det var jo nogenlunde sådan det var, da den romerske soldat kom og bad Jesus om hjælp. Virkelig KRISE: En ting er, det soldaten gør, nogen andet er, at Jesus faktisk hjælper manden. Der er tale om en handling, som bygger bro over kløfter af forskelle: Religion, kultur, sprog og raceforskelle er ingen hindring for den Gud, som Bibelen taler om.

Selv ikke-kristne i Danmark ville korse sig, hvis de kendte rækkevidden og konsekvenserne af det, Jesus gør! Jeg syntes det er fantastisk udfordrende og bogstaveligt talt liv-gi-ven-de at tro på den Jesus, som kan elske og frelse ud over alle grænser.

Hvad syntes du? Eller rettere, hvad tror du? Nu har du hørt om, hvordan Jesus så let som ingenting kunne række ud og hjælpe en mand som på alle måder var langt væk fra Jesus. Tror du, det er sandt?

Jesus siger, at dem som ikke tror på ham, de lever i et mørke, hvor man skærer tænder og græder. Men det er ikke det, vi skal fokusere på. Det er ikke Guds vilje at mennesker skal lide. Det er ikke Jesus, der straffer mennesker. Det er jo det, du lige har hørt.

Mit ønske for Sydøstjyllandskredsen er at I også i femtiden må holde fast i det positive: Fællesskabet som Jesus skaber, hvori der er overflod af liv og kærlighed og tro og frelse. Amen.