Printervenlig version

FrikirkeNet - hvad gik der galt? 

Det begyndte så godt: Forsoningsproces mellem Apostolsk Kirke og Pinsebevægelsen, voksende kendskab og venskab mellem flere forskellige grupper i dansk kirkeliv og modige kirkeledere som turde forsøge at give visionen om enhed og større samarbejde mellem kirkerne en konkret udformning. Gradvis blev der skabt opbakning til visionen om dette i fire frikirkesamfunds ledelser. Det var visionen om at forene de bittesmå evangeliske frikirkesamfund i Danmark, men det endte i skænderier, vrøvl og ballade. Vi er tilbage til udgangspunktet, hvor ud fra ledere i Apostolsk Kirke og Pinsevækkelsen nu har fundet sammen i et tættere samarbejde i et FrikirkeNet med ca. 60 selvstændige menigheder. Men hvad gik der egentlig galt?

Forhistorien:
Foråret 2002 offentliggøres efter fire års forarbejde et stadigt ufærdigt arbejdsdokument udarbejdet af en initiativgruppe bestående af to repræsentanter fra de fire frikirker (Apostolsk Kirke, Pinsekirken, Missionsforbundet og BaptistKirken). De fire kirkers bagland inviteres til at kikke med over skuldrene og tale med om visionen.
Fra sommeren 2002 til sommeren 2003 foretager BaptistKirken den mest grundige og åbne samtale i mands minde om et enkelt emne. "Kristne Kirkers Netværk" er til debat i menighederne, distrikter, missionskomitemøder, temadag i Århus, i BAPTIST og på nettet. Og hvordan gik det så? Samtalen gik fint, men sagen faldt.
Den 29. april 2003 blev samarbejdet mellem de fire kirker indstillet, og fra den dato har det ikke været på tale hverken i Missionsråd, Missionskomite eller Missionsstævne at drøfte medlemskab af KKN, simpelthen fordi de fire kirkesamfunds ledere besluttede at indstille samarbejdet. Der var ikke noget at melde sig ind i. Men stadigvæk snart to år senere er KKN en sag som kan bringe sindene i kog, og ikke bare denne sag: Der er i kølvandet på debatten om KKN i BaptistKirken opstået nye og langt farligere diskussioner: Nogen udtrykker mistillid til BaptistKirkens ledelse, andre går til angreb på de menigheder og kirkesamfund, som er med i det nye FrikirkeNet, og det seneste er en glohed debat om forholdet mellem bladet BAPTIST og BaptistKirkens ledelse Missionsrådet. Alt sammen afledt af diskussionen om KKN.
Jeg har oplevet hele forløbet omkring Kristne Kirkers Netværk på nærmeste hold og har brugt mange uger af mit liv på at arbejde i Initiativgruppen og i Missionsrådet med sagen. Det har været både spændende og rædsomt. Jeg har personligt troet på visionen hele vejen igennem, og gør det stadig: Jeg tror på visionen om at frikirker i Danmark (inkl. BaptistKirken) skal indgå i et netværkssamarbejde om konkrete opgaver. Det har været dejligt at mødes med ledere fra andre kirke og dele drømme. Men det var rædsomt at opleve mange baptisters vrede og angreb på os, der har arbejdet med sagen. Det har ikke kun handlet om uenighed, det har også handlet om mistillid og utryghed, og mange udsagn og handlinger i denne sag har været sårende og ødelæggende for relationer i vores menigheder og kirkesamfund. Og hvad var det så, der gik galt?

Dét gik galt:
Den første store fejl som skete, var i efteråret 2001. På trods af aftaler i initiativgruppen om det modsatte, så blev visionen om "Kristne Kirkers Netværk" pludselig forsidestof i flere aviser og blade. Det er indlysende, at man bliver utryg når det er i dagspressens forsidehistorier man skal læse om hvad sit kirkesamfunds ledelse har gang i og ikke i en direkte kommunikation fra ledelse til menighed! Mulighederne for en ordentlig fremlæggelse fra initiativtagerne og ledelserne var ødelagt på forhånd!
Den anden store fejl var at initiativgruppen og baptistkirkens ledelse følte sig så pressede og stressede af den opståede mediebevågenhed og deraf afledte debat og kritik, at man i april 2002 offentliggjorde et ufærdigt arbejdsdokument. Dette "foreløbige arbejdsdokument" var en ufærdig kladde, som ikke egnede sig til at danne grundlag for en kvalificeret drøftelse. At BaptistKirkens ledelse, Missionsrådet, kun tildelte fremlæggelse og drøftelse af dette dokument 10-15 minutter som det sidste punkt på Missionskomitemødet i maj 2002 viser tydeligt hvor lavt sagen dengang var prioriteret, og at det kun var pres udefra, der fik Initiativgruppen og Missionsrådet til at bringe et ikke færdigbehandlet forslag frem i åbenhed. Selvfølgelig (set i bagklogskabens ulidelige klare lys!) skulle man, trods krav om offentliggørelse, have ventet med at offentliggøre arbejdsdokumentet indtil det var færdigt. For det var desværre ikke muligt for BaptistKirkens garvede debattører til at skelne mellem en kladde og et færdigt forslag. Mange af de negative reaktioner på dokumentet i 2002 skyldes en misforståelse. Man troede simpelthen at "det foreløbige arbejdsdokument" var et færdigt forslag. Det lykkedes ikke for Missionsrådet at gøre det forståeligt for alle, at der var tale om et halvfærdigt produkt, og de mange, som havde dannet sig en negativ attitude overfor KKN på baggrund af den tyvstartede debat, læste dokumentet således, at man troede at KKN allerede var en realitet.
Den tredje store fejl var at dokumentet om KKN blev forelagt Missionsstævnet UDEN at der var ejerskab i BaptistKirkens ledelse for projektet. Jeg kunne have forhindret det, og jeg burde måske have gjort det. (Igen bagklogskab) Personligt oplevede jeg dette, som den første af en række meget smertelige personlige oplevelser i denne sag. Hans Henrik Lund og undertegnede, havde fået den utaknemlige opgave at fremlægge visionen om KKN for Missionsstævnet 2002. Missionsrådet bakkede ikke op om visionen. Man var heller ikke imod. Formand Ole Thorndal sagde: "Jeg vil lytte til, hvad danske baptister mener om sagen." Den "følgegruppe", som præsidiet havde bedt om at være bagland for BaptistKirkens repræsentanter i Initiativgruppen, var uenige og ønskede ikke samlet at deltage i fremlæggelsen. Hans Henrik Lund sagde til mig ved stævnets begyndelse, at han på grund af den manglede opbakning fra ledelsen og uenigheden i følgegruppen ikke ønskede at deltage i fremlæggelsen. Jeg nærmest tvang Hans Henrik til at være med, og mener, at vi trods den stressede situation faktisk fik lavet en fornuftig fremlæggelse af visionen. Men den efterfølgende samtale gik som frygtet: Alle kritiske røster forenede sig i en uskøn beklagelse over Kristne Kirkers Netværk. Stort set var der ikke ét positivt ord om sagen, og da Hans Henrik og jeg på forhånd havde aftalt, at vi ikke ville blande os i diskussionen, så var den udbredte fornemmelse blandt mange af debattørerne at, "der fik vi ellers lige lukket den sag!" En medvirkende årsag til den meget aggressive retorik overfor KKN var utvivlsom, at den viden de fleste af Missionsstævnets deltagere på forhånd havde om KKN kom fra redaktøren af bladet BAPTIST. Inden fremlæggelsen på Missionsstævnet skriver redaktøren i sin leder i nr. 13, 2002 og i to artikler i samme blad en sønderlemmende kritik af det forslag som endnu ikke var fremlagt på Missionsstævnet.
Den fjerde store fejl var, at BaptistKirkens ledelse undervurderede (overså) den betydning frustrationer over de seneste års forandringer i BaptistKirken havde for diskussionen om KKN. Ny struktur, ny præsteuddannelse, nyt navn, nyt sommerstævne m.m. og (næsten) intet forblev ved det gamle. Alle disse forandringer havde skabt en grundlæggende utilfredshed og skuffelse hos de baptister, som var tilfredse med tingenes tilstand før forandringerne. For mange blev visionen om KKN derfor en anledning til højt at sige stop - hertil og ikke længere! Egentlig ikke fordi man var imod et tættere samarbejder mellem kirker, men fordi man havde set forandringer nok og ikke var tryg hverken ved situationen eller fremtidsudsigterne. Efterhånden er jeg blevet overbevist om at det er bagvedliggende følelser, erfaringer og frustrationer der har været mest styrende i debatten om KKN og ikke  selve sagen. Derfor var tidspunktet (2002) for fremlæggelsen af forslaget om KKN det værst tænkelige.      

En god ting
Den brede og åbne debat fra efteråret 2002 og frem til Missionsstævnet 2003 var en ubetinget succes. Jeg begyndte i august 2002 min tjeneste som generalsekretær, og fra starten insistere jeg på at en evt. kommende debat i BaptistKirken om KKN skulle være Missionsrådets projekt, sådan at man ikke igen skulle opleve at enkeltpersoner (Læs: Hans Henrik og jeg) skulle stå alene overfor baptistmenighederne i denne sag. I hele forløbet siden august 2002 har jeg oplevet et aktivt og loyalt Missionsråd, der i enighed tog ejerskab og ansvar for processen hele vejen igennem frem til i dag.
I den grundige debat om KKN har BaptistKirken bevist at samtale og åbenhed er værdier som lever og som kan bruges som basis for afklaring og bevægelse i vores kirke. Ved drøftelsernes afslutning i foråret og sommeren 2003 var der skabt enighed om nogle væsentlige fælles holdninger til netværkssamarbejde med andre kristne i vores land. Processen fra efteråret 2002 frem til Missionsstævnet 2003 er et forbillede for hvordan en kirke som vores foretager en samtale, der både når langt ud (bredde) og lang ind (indhold).
Ved afslutningen af vores debat stod det klart, at der blandt baptister var udbredt enighed om enkelte synspunkter, som ikke var forenelige med det foreliggende dokument om KKN. Bl.a. på grund af denne erkendelse valgte Initiativgruppen i fuld enighed og forståelse at indstille samarbejdet. Det skete den 29. april 2003. Efter denne dato har der formelt ikke været en sag at forholde sig til. Derfor blev Missionskomiteens og Missionsstævnets konklusion ikke et ja eller nej til KKN, men en udtalelse om BaptistKirkens holdninger til netværkssamarbejde med andre kristne.
Vi har således IKKE sagt NEJ til Kristne Kirkers Netværk, sådan som nogen påstår. Vi har sagt JA til at indgå i samarbejde med alle andre kristne, hvor vi ser der er enighed om den opgave, der skal samarbejdes om!

Når enden ikke betyder stop
Vi troede at KKN var afgået ved døden, men skulle blive klogere – meget klogere. Allerede i forsommeren 2003 annoncerer ledere i Pinsevækkelsen og Apostolsk Kirke at de ville arbejde videre med visionen om et nyt frikirkeligt netværk. En grundlæggende fejl i dette nye samarbejde var at man tog både navn, logo og det skriftlige foreløbige arbejdsdokument fra det netop nedlagte KKN og arbejdede videre derfra. Desuden var der i diverse artikler og pressemeddelelse fra dette nye samarbejde ikke tilstrækkelig respekt for de fire kirkesamfunds fælles beslutning om at stoppe samarbejdet. Man fortalte simpelthen, at BaptistKirken var stået af, og nu kører vi andre bare videre. Det gav anledning til stor forvirring, at KKN alligevel blev til noget, og at det endda viste sig at der var baptister blandt lederne i det nye KKN.
Det var rigtig træls, at der ikke blev en tydeligere markering af forskellen på det gamle KKN og det nye KKN. For Baptistkirkens ledelse endte projektet "Kristne Kirkers Netværk" med at blive nedlagt den 29. april 2003, og siden har KKN kun været på dagsordenen under punktet "behandling af indkomne klager fra utilfredse baptister", og dem har der været en del af og vi har spildt dyrebar tid og ressourcer på at skændes videre.
Fordi det var svært at skelne det nye fra det gamle har det lige siden regnet i en mild strøm af beskyldninger og anklager mod ansatte og ledere i BaptistKirken: "I sniger KKN ind af bagdøren!" "I har ikke respekt for missionsstævnets beslutning!" "De ansatte optræder illoyalt!" "Missionsrådet har svigtet!" (blot for at nævne nogle få af de klager jeg har på skrift). BaptistKirkens ledelse er blevet bebrejdet, at man ikke i efteråret 2003 klart meldte ud, at BaptistKirken ikke deltog i det nye KKN samarbejde. Ligeledes blev ledelsen kraftig kritiseret, fordi man accepterede at en ansat (Hans Henrik Lund) og et medlem af HM-Udvalget (Claus Bækgaard) deltog i ledelsen af det nye KKN. Personligt finder jeg denne kritik ude af proportion. Flere kritikere har i deres beklagelser været flittige til belære om, hvad baptisme er. Men i kritikken har jeg selv oplevet forhold som strider mod min opfattelse af baptisme: BaptistKirkens ledelse er nemlig blevet opfordret til at tage afstand fra andre kristnes arbejde, og vi er blevet opfordret til at begrænse baptisters mulighed for at engagere sig i kirkeligt arbejde udenfor vores egne formelle rammer.

Hvad er FrikirkeNet?
Jeg ser en række legitime motiver og årsager bag etableringen af det nye netværkssamarbejde:
For det første og vigtigste, er der den kendte vision fra hele KKN-projektet om at skabe et tættere samarbejde mellem frikirker om missionsopgaver. Dernæst er der pinsemenighedernes behov for mere struktur. Man skal heller ikke undervurdere enkeltpersoners indbyrdes relationer og deres betydning for projektet. Forsoningsprocessen mellem pinsevækkelsen og Apostolsk Kirke i 90´erne var så betydningsfuld, at der selvfølgelig måtte arbejdes videre med at skabe et tættere samarbejde mellem de to bevægelser. Det hastigt voksende antal selvstændige uafhængige menigheder i Danmark har skabt et behov for en struktur, hvor disse mere end 50 menigheder kan høre hjemme. Den måske mest udtalte årsag til dannelsen af FrikirkeNet er de mange karismatiske og missionerende menigheders desperation over at være så små og usynlige. Det er derfor et led i disse evangeliserende menigheders strategi, at de nu sammen kan dele et blad og en pressetjeneste. Der er mange gode grunde til, at FrikirkeNet er blevet til noget, og jeg har stor respekt for hele projektet. (Det manglede bare - jeg har jo selv været med til at lave hele forarbejdet!). Jeg vil dog ikke undlade at komme et par dråber malurt i bægeret:
FrikirkeNet påstår at være et netværkssamarbejde og ikke et nyt kirkesamfund. Alligevel er FrikirkeNet en organisation med et mere detaljeret beskrevet teologisk fundament end noget frikirkesamfund. Desuden vidner de syv siders vedtægter om en organisation, der modsiger sig selv ved at påstå man "kun" er et netværk. Både det teologiske fundament og vedtægterne er efter min vurdering for omfangsrige og for eksklusive for et netværk, og modarbejder dermed den oprindelige vision om et bredt netværkssamarbejde om konkrete opgaver. Det vil være en ulykke for frikirkelivet hvis et påstået netværkssamarbejde i virkeligheden viser sig at være et nyt kirkesamfund. Størst konsekvenser vil det få i Apostolsk Kirke som vil blive splittet og måske helt opløst på grund af det. Derfor håber jeg, at ledergruppen i FrikirkeNet vil fortælle, hvad FrikirkeNet egentlig er, og at der skabes troværdighed om dette, sådan at netværkets dokumenter ikke modsiger ledernes udtalelser.
Grundlæggende har jeg min store tvivl om FrikirkeNets levedygtighed som eksklusivt fælleskirkeligt netværk: At fastholde fælles dåbssyn, som en forudsætning for deltagelse i et fælleskirkeligt netværk er en anakronisme. Det er en selvmodsigelse at kalde sig et bredt og åbent netværk, samtidig med at man fastholder en typisk konfessionel værdi som dåbssyn som en forudsætning for at kunne deltage. Dermed vil FrikirkeNet forblive med at være forbehold en mindre og eksklusiv del af frikirkelivet. Desuden er de menigheder, som udgør FrikirkeNet, præget af en udbredt grad at autonomi, som gør det svært for dem at indgår i større fællesskaber. Og så er menighederne præget af en teologi og en ledelsestradition, som gør det noget usikker, hvor længe man kan og vil gå i samme retning. Flere af de uafhængige menigheder er udbrydergrupper fra pinsemenigheder og Apostolske menigheder, og jeg frygter at den nuværende fred og fordragelighed i FrikirkeNet let kan blive afløst af personopgør og teologisk uenighed, som vil få menigheder til at falde fra. Hvis FrikirkeNet var bredere, ville det være stærkere og langtidsholdbart.
På trods af ovenstående "malurt" vil jeg dog insistere på at Baptistkirken i Danmark betragter FrikirkeNet som en ny ligeværdig partner i den frikirkelige familie i Danmark. Netværket består af menigheder, som altid har været blandt vores nærmeste beslægtede i kirkelivet, ja der er endog baptistmenigheder med i netværket, så selvfølgelig er organisationen FrikirkeNet en potentiel samarbejdspartner for BaptistKirken.
Nogle af de negative røster mod FrikirkeNet har nævnet de såkaldte "trosmenigheders" deltagelse som anledning til at tage afstand fra netværket. Det sker med henvisning til "herlighedsteologien" som påstås at være udbredt i disse menigheder. Jeg ved, at herlighedsteologien trives i nogle af de uafhængige menigheder i Danmark, men jeg nægter simpelthen at tro, at der optages herlighedsteologiske menigheder som medlemmer i FrikirkeNet. Så dumme er lederne i Apostolsk Kirke og pinsebevægelsen da ikke! (I hvert fald ikke dem, jeg kender) De har haft voldsomme opgør og splittelse i flere af deres menigheder i 70érne og 80érne p.gr.a. herlighedsteologien. Jeg tror derfor vores venner i pinsebevægelsen og Apostolsk Kirke er ganske følsomme overfor herlighedsteologien og godt rustet til at stå imod denne vranglære i dag. Jeg ved også at i nogle menigheder, som for 20 år siden praktiserede herlighedsteologi, har man siden taget afstand fra denne lære. Personligt vil jeg kraftigt tage afstand for herlighedsteologien, fordi den er en løgnagtig udlægning af kristendommen. Men at tage afstand fra FrikirkeNet, fordi man tager afstand fra herlighedsteologi, er det samme som at nægte at se skisport fordi man er imod boksning! Jeg lader mig gerne overbevise, hvis det er sandt at FrikirkeNet rummer herlighedsteologi, men jeg har ikke set det endnu, hverken på skrift eller i listen over medlemmer i FrikirkeNet. 

I BAPTIST går det også galt!
Gennem snart fire år er vi i Bladet Baptist blevet advaret mod KKN, både da vi selv var med i samtalen, og nu da en mindre gruppe har stiftet FrikirkeNet. Efter sommeren 2003 har bladet adskillige gange bragt artikler om BaptistKirkens forhold til FrikirkeNet og om de kristne, der er aktive i netværket. Vinteren 2003-2004 var der ligefrem en artikelserie, som ganske ufestligt blev rundet af med nogle kritiske og vrede breve til Missionsrådet fra Lyngby menighed og Karmelkirken i Aalborg og et efterfølgende svar fra Missionsrådet i BAPTIST nr. 5, 2004. Bladet fortsætter den kritiske linie i sine ledere i bladene nr. 21 og 23, 2004 med at lægge afstand til det nye FrikirkeNet og de involverede menigheder. Missionsrådet har bl.a. derfor skrevet et læserbrev til BAPTIST om sin holdning til redaktørens dispositioner (se BAPTIST nr.2, 2005). De efterfølgende reaktioner på denne beklagelse viser ganske tydeligt, at der findes en del baptister, som støtter bladets kritiske linie. BAPTIST er gennem hele dette forløb gået foran i en slags oplysningskampagne om, hvem de andre kristne i grunden er. Og bladet har ikke altid behandlet dem pænt.
Efter min mening, er det en forfejlet prioritering, at vi i BaptistKirken bruger tid og spalteplads på at udstille andre kristnes fejl. Det næste kan vel passende blive en oplysningskampagne om Den Katolske Kirkes embedssyn eller Missionsforbundets dobbelte dåbssyn eller noget andet, som for mange baptister er en vederstyggelighed. Der er meget vigtigere udfordringer for den kristne kirke i dag end at fortsætte fortidens indbyrdes opgør!
Som nævnt ovenfor, har det ikke siden 29. april 2003 været på dagsordenen i BaptistKirkens ledelse at skulle tage stilling til FrikirkeNet. Bladet BAPTIST har dog været en væsentlig grund til at emnet alligevel er kommet på dagsordenen. Men stort set kun med mistillid, vrede eller kritik som udgangspunkt, og det har ikke været opbyggeligt for nogen af os, hverken personligt eller i vores indbyrdes relationer i BaptistKirken og i fællesskabet af tæt beslægtede frikirker i Danmark.

Kan det overhovedet blive godt igen?
Vi har erfaret Murphys lov in real life: "Alt hvad der kan gå galt, går galt!" Det begyndte så godt midt i 90érne med visionen i Frikirkerådet om at danne "Danmarks Evangeliske Frikirke" og alle talte positive om tættere samarbejde. I dag står der "krig" i øjnene på os, når vi drøfter muligt samarbejde med andre kristne. Sørgeligt! Kan det overhovedet blive godt igen?
Jeg bruger selv dette billede om den aktuelle situation i dansk frikirkeliv: Vi står ved en sø og ser alle med begejstring på målet.  Målet er visionen på "den anden side af søen" - en ny frikirkelig organisation, der kan rumme os alle, og som kan bevæge sig i mission! Vi kan bare ikke blive enige om, hvordan vi skal komme over på den anden side af søen. Nogen vil gå vest om søen, og andre kan bedre lide vejen øst på, og så er der minsandten nogen, der vil sejle og andre der vil bygge en bro. I dette virvar af uenighed bliver vi enige om at prøve det hele, så vi deler os op i mindre grupper og går i gang, hver med vores projekt. Det kan vi gøre med glæde og begejstring uden at være bange for hinanden eller vrede på hinanden, for vi ved, at alle har samme mål: Vi skal over på den anden side af søen. Og det skal nok vise sig at (næsten) alle kommer frem. Oh hvor jeg glæder mig til den dag, ja jeg glæder mig også til den dag, da vi bliver så modne og visionære, at vi kan give et skulderklap til den, som vælger at gå en anden vej end den jeg selv har valgt! Oh happy day!

Vejen frem
Mon der overhovedet er en vej frem mod et tættere samarbejde mellem kirkerne i Danmark? Spørgsmålet er forkert. Spørg hellere, om der er en vej frem for Baptistkirken i Danmark?
På alle fronter i det mellemkirkelige arbejde i Danmark og i alle kirkesamfund er der de seneste år sket en stor forandring i synet på "de andre kristne" og i holdningen til samarbejde mellem kristne i Danmark. For 50 år siden, da over 99 % af landets befolkning var medlem af en kristen kirke, var næsten alle religiøse emner i vores land et spørgsmål om forskelle mellem kristne. I dag er vores samfund blevet både multikulturelt, multietnisk og multireligiøst og den åndelige udfordring ligger et andet sted end i diskussionen om forskelle på de kristne kirker. Nutiden udfordrer alle kristne til at være allierede i en åndskamp, der rækker langt ud over kirkens egne rækker. Men den uforløste samtale mellem baptister om KKN/FrikirkeNet har bremset BaptistKirkens muligheder for "aktivt at arbejde videre med at inddrage andre kirkesamfund og menigheder i et tættere netværkssamarbejde om konkrete missionsprojekter." * Missionsrådet er selvfølgelig påvirket af den række af vrede henvendelser, som påstår at ledelsen ikke er loyal overfor Missionsstævnets udtalelse i 2003. Absurd - for kritikerne er derned netop med til at forhindre Missionsrådet i frit og glad (og loyalt) at tage initiativer ud fra beslutningen på Missionsstævnet!
Personligt mener jeg, at vejen frem er at samarbejde med alle kristne til højre og venstre og med alle og enhver uden teologisk smagsdommeri, der dømmer nogen ude af gode selskab, jeg selv mener jeg befinder mig i. Jeg ser indenfor vores eget kirkesamfund, så store forskelle, at enhver, der er optaget af at sætte skel mellem forskellige slags kristne risikerer også at sætte skel (splid) indenfor vores egen familie. Jeg påstår ikke, at alt kristent er lige godt (og bestemt heller ikke alt baptistisk!), jeg vil bare gerne have lov til at være optaget af at "bygge en brønd" i stedet for at skulle "bygge hegn." Og jeg vil så gerne være med til at se mange kristne i Danmark arbejde tæt sammen om i fællesskab at være den missionerende kristen kirke i Danmark. Jeg håber, at vejen frem for BaptistKirken bliver, at vi tør samarbejde med både Katolsk Kirke, FrikirkeNet, Den reformerte Kirke, Alpha Danmark, Missionsforbundet og mange andre om konkrete missionsopgaver, hvor og når et sådant samarbejde er i overensstemmelse med vore lokale menigheders mål og behov. *   

Fra diskussion til mission?
Og mit sidste hjertesuk skal være dette, at opfordre alle til at have mission som det primære fokus. Det lyder så banalt, men absolut nødvendigt at sige! Vi bruger uanede ressourcer på at skændes over skyggen af en uenighed – nogen af os nyder det ligefrem, og kalder det demokrati – mens vi forsømmer de lektier og øvelser, vi som Jesu disciple har fået af Mesteren!

Jan Kornholt
3. marts 2005

* Citater fra udtalelsen på BaptistKirkens Missionsstævne 2003 om "Netværkssamarbejde med andre kirker"